Hiv-medicin virker kun, hvis den når frem

For 10 år siden ankom Dlama Ngidda Rasmussen til det lille vestafrikanske land Guinea-Bissau.

Han var medicinstuderende på Syddansk Universitet og havde fået bevilget et forskningsår, som han ville bruge på at undersøge forebyggelse og behandling af hiv-smitte i et af verdens fattigste lande.

– Men jeg kom også til at bruge rigtig meget tid på at skaffe medicin. Sommetider gik der måneder, hvor vi slet ikke havde hiv- medicin på landets største hiv-klinik i hovedstaden Bissau, hvor jeg arbejdede, fortæller Dlama Ngidda Rasmussen.

Årsagerne til den svigtende levering kunne være politiske uroligheder eller kludder i luftfragt-logistikken, så medicinleverancer strandede på et marokkansk lager.

Men også mere basale problemer som mangel på benzin eller alt for nedslidte dæk på de biler, der skulle transportere medicin og kondomer ud til klinikkerne, spillede en rolle.

– Og desværre er de forhindringer, som jeg mødte for 10 år siden, der stadig, siger Dlama Ngidda Rasmussen.

Et skrøbeligt land

Den 8. oktober forsvarer han sin ph.d.-afhandling på Syddansk Universitet. Den handler netop om de barrierer, som forhindrer en styrkelse af hiv-forebyggelse og behandling i Guinea-Bissau.

For da Dlama Ngidda Rasmussen i 2010 forlod Guinea-Bissau, havde han en masse data og sine egne observationer om hiv-indsatsen i det fattige og urolige land med sig hjem. Dem har han brugt som afsæt til at forske videre i emnet.

– Guinea-Bissau er et skrøbeligt land. 90 procent af alle midler til sundhed kommer udefra, og jeg er ikke i tvivl om de gode hensigter hos de internationale organisationer, der finansierer gratis hiv-behandling og sundhedsklinikker. Men mine resultater tyder på, at de har ramt forbi målet, siger han.

Uforberedte donorer

En af Dlama Ngidda Rasmussens pointer er, at de internationale donorer i alt for høj grad lader sig påvirke af de tilbagevendende politiske uroligheder i landet og i perioder stempler landet som en dårlig investering og en vanskelig samarbejdspartner.

De sår tvivl om deres fortsatte økonomiske engagement eller trækker sig, som EU gjorde i 2011.

– Ustabilitet er et vilkår i mange lavindkomstlande og bør ikke komme bag på de internationale donorer, ngo'er eller regeringer, som gennem mange år har arbejdet i fattige og urolige lande.

- Men kup og mindre politiske forstyrrelser fanger dem gang på gang på det forkerte ben og forårsager forstyrrelser i sundhedssystemet og leverancer af medicin og testudstyr, siger Dlama Ngidda Rasmussen.

– I perioder ser man en stor målrettethed i behandlingen, men så opstår der igen uroligheder, og de problemer, man havde lagt bag sig, vender tilbage, fordi de koordinerende kapaciteter igen har forsømt at tage hensyn til det forudsigeligt uforudsigelige, siger han.

Smitte fra mor til barn

Guinea-Bissau har ikke en national sundhedsbase, og da mange borgere ikke kommer i kontakt med landets sundhedsklinikker, er det svært at danne sig et overblik over udbredelsen af hiv-smitte og resultaterne af behandlingsindsatsen.

WHO skønner, at 3,5 procent af guinea-bissauerne er smittet med hiv, men det reelle tal kan være betydelig højere.

Dlama Ngidda Rasmussen har blandt andet indsamlet data for gravide kvinder, fordi de ofte kommer i kontakt med sundhedsklinikkerne. Det er en målsætning, at alle kvinder, der skal føde, tilbydes en hiv-test, fordi behandling før, under og efter fødslen kan nedbringe smitterisikoen for barnet.

– Over en femårig periode blev 24.107 ud af 31.433 gravide kvinder testet, så cirka hver fjerde kvinde fik altså ikke mulighed for at kende sin hiv-status. De af dem, der havde hiv, gik dermed glip af livsnødvendig medicin og var i stor risiko for at smitte deres barn, siger Dlama Ngidda Rasmussen.

Den femårige periode rummer store udsving med pludselige fald i antallet af testede gravide, og der er et klart tidsmæssigt sammenfald mellem uroligheder i landet og antallet af hiv-tests og behandlinger.

Mangel på læger

Dlama Ngidda Rasmussen understreger, at svingende adgang til testudstyr og medicin langtfra er de eneste barrierer for at forbedre diagnosticering og behandling af hiv-smitte i Guinea-Bissau.

Der er stor mangel på læger og sundhedsfagligt personale, men patienterne har også økonomiske udfordringer, selvom behandlingen er gratis.

Der kan være udgifter til transport, når de skal til undersøgelse eller hente medicin, og de skal helt basalt have råd til at få regelmæssige måltider hver dag, for mange har svært ved at tage hiv-medicinen på en tom mave.

Andre barrierer er manglende viden hos befolkningen om hiv samt frygt for stigmatisering og udstødelse af familien, hvis det bliver opdaget, at man er hiv-smittet.

– Guinea-Bissau er stadig langt fra at nå verdenssundhedsorganisationen WHO’s 90-90-90-mål for 2020, siger Dlama Ngidda Rasmussen og uddyber:

- 90 procent af de, der er hiv-smittede, skal være diagnosticeret, 90 procent af de diagnosticerede skal være i behandling, og 90 procent af de behandlede skal være så velbehandlede, at de ikke kan smitte videre.

Øjenåbner

For ham har arbejdet med ph.d.-afhandlingens historiske perspektiv på hiv-indsatsen i Guinea-Bissau været lidt af en øjenåbner.

– Der er på globalt plan gjort kæmpefremskridt i indsatsen mod hiv-sygdomme. I Afrika var der fra starten stort fokus på Sydafrika og de lande i Østafrika, hvor problemerne med hiv og aids var størst.

-Det betød, at landene i Vestafrika blev overset, og at indsatsen her kom senere i gang, siger Dlama Ngidda Rasmussen.

I Guinea-Bissau har behandling været bredt tilgængelig siden 2007, men man skønner, at kun 32 procent af de hiv-smittede i dag er i behandling.

– Andre afrikanske lande har bevist, at der er løsninger på de tilbagevendende problemer, som betyder, at hiv-behandlingen i Guinea-Bissau – trods adskillige års indsats – stadig er i starten af processen.

– Da Malawi startede sin hiv-indsats i 2004, havde man 3000 patienter, men inden for 6 år havde over 350.000 fået adgang til behandling, og i dag er 78 procent af landets knap en million hiv-smittede i behandling, siger Dlama Ngidda Rasmussen.

Lys forude

Der er store forskelle mellem Guinea-Bissau og Malawi, og derfor kan man ikke umiddelbart sammenligne indsatsen i de to lande, men Dlama Ngidda Rasmussen understreger, at det er vigtigt at tage ved lære af de lande, der har haft succes med at opskalere behandlingen af hiv.

– Med tilstrækkelig økonomisk støtte, stærkt internationalt og nationalt lederskab, standardiserede og praktiske retningslinjer samt uafbrudt adgang til hiv-tests og hiv-behandling er det muligt at få landet på rette spor, siger Dlama Ngidda Rasmussen og tilføjer:

– Trods de mange udfordringer er der lys forude. Man er gået i gang med at etablere en landsdækkende database over hiv-smittede, der er ved at blive uddannet flere læger og sygeplejersker til at løfte opgaven og sidst, men ikke mindst, begynder der igen at komme kontinuerlig økonomisk støtte til landets hiv-program.