Skip to main content
Moralfilosofi

Din moral kan ikke udliciteres

Moralfilosofi lyder måske abstrakt, men er faktisk helt centralt for alle mennesker, fordi rigtig mange af de problemstillinger vi står overfor – både samfundsmæssigt og i nære relationer - handler om manglende indlevelse i andres moralske ståsteder. Det mener SDU’s nye doktor i moralfilosofi.

Af Susan Grønbech Kongpetsak , , 06-05-2019

Hvordan kan moralfilosofi hjælpe os med at tænke, tale og handle fornuftigt og ansvarligt i forhold til både os selv og verden? Og bliver kompetente moralske tænkere?

Det er de store og grundlæggende spørgsmål, som SDU’s nye doktor i moralfilosofi, Anne-Marie Søndergaard Christensen, er optaget af at undersøge.

De seneste år har SDU-filosoffen fordybet sig så grundigt i spørgsmålene om moral, moralteori og moralfilosofi, at hun netop er udnævnt til den kun tredje kvindelige doktor i filosofi i Danmark. Med sin doktorafhandling vil hun bidrage til en ny forståelse af forholdet mellem moralfilosofi og vores moralske liv.

Moralsk rollemodel

I 2014 mistede lektor Anne-Marie Søndergaard Christensen sin primære moralske rollemodel. Det satte gang i hendes eget store værk om moral.

- Min bog blev født, da min mor døde. Hun var min moralske rollemodel, fordi hun var et enormt tolerant menneske – langt mere tolerant end jeg selv er – med meget stor indlevelsesevne i andre mennesker.

- Så bogen begyndte at få form på et forskningsophold i Chicago umiddelbart efter hendes død, fortæller lektor Anne-Marie Søndergaard Christensen.

Min bog blev født, da min mor døde. Hun var min moralske rollemodel

Anne-Marie Søndergaard Christensen, lektor i filosofi

Hun forklarer videre, at hendes mor dybest set var ligeglad med moralfilosofi, men traf bedre moralske domme end diverse mere principfaste mennesker.

- Min mor var dygtig til at have en nuanceret forståelse af det konkrete og insisterede på, at man altid skal forholde sig til den konkrete situation, fordi forskellige personer kan have meget forskellige værdier og erfaringer.

-Den grundindsigt, at den personlige dimension er vigtig inden for det moralske, har jeg taget med mig, og den er helt central i afhandlingen, fastslår moralfilosoffen.

Vi mangler indlevelse

Anne-Marie Søndergaard Christensen understreger, at det personlige perspektiv, set med hendes øjne, er helt centralt i moralske spørgsmål, fordi så mange af de moralske udfordringer, vi møder i vores liv, netop kredser om indlevelse – eller snarere mangel på samme.

- Moral og moralske termer kan være et problem i forhold til andre, hvis man bliver fanget i ideen om pligt og er så optaget af at gøre det rigtige, at man glemmer at se det konkrete andet menneske, forklarer Anne-Marie Søndergaard Christensen og uddyber:

Hvad er moralfilosofi?

Moralfilosofi er den filosofiske undersøgelsen af vores moralske liv, altså af det moralsk gode. Spørgsmålet om, hvad det moralsk gode består i, er omstridt, ligesom man i moralfilosofien diskuterer, om målet med faget er at give klarhed over, en lære om eller retningslinjer for det moralske.

- Mange af de problemstillinger vi står med – både samfundsmæssigt og i vores nære relationer – handler om, at vi mangler indlevelsesevne og åbenhed i forhold til, at andres tilværelse, moralsk set, kan være ganske anderledes end vores egen, siger hun.

Og fremhæver som eksempel, at danske politikere ikke kender til livsomstændighederne for størstedelen af den danske befolkning.

Knyttet til eget perspektiv

Er det en tendens i vores tid eller et generelt problem?

- Det er altid en problematik, at vi mennesker er meget knyttet til vores eget perspektiv. Det skyldes nok både egoisme, og at vi har svært ved at indse, at de ting der er moralsk vigtige for os, ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de ting, som er moralsk vigtige for andre, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen og uddyber:

- Vi har ofte for travlt med at se kategorierne i stedet for det enkelte menneske, selvom vedkommendeformentlig er ligeså ordentligt et menneske, som vi selv er.

Og det er blandt andet i mødet med anderledes moralske værdier, at moralfilosofi er brugbar, understreger SDU-filosoffen.

Det moralske arbejde ligger hos det enkelte mennesker – og det er et vigtigt arbejde, fordi moralske fænomener kan forandre liv

Anne-Marie Søndergaard Christensen, lektor i filosofi

- Moralfilosofi er kun vigtig, hvis den kan hjælpe os i konkrete moralske spørgsmål eksempelvis med at pege på hensyn eller værdier, vi havde overset. Den kan give os klarhed over, hvor det er vigtigt at være opmærksomme i vores moralske arbejde.

For moralske beslutninger kan ikke udliciteres til andre – heller ikke en moralteori, fastslår Anne-Marie Søndergaard Christensen.

-Det moralske arbejde ligger hos det enkelte mennesker – og det er et vigtigt arbejde, fordi moralske fænomener kan forandre liv.

Moralsk hjemmearbejde

Og så fremhæver hun fremhæver to moralske områder, hvor det er vigtigt at gøre sit hjemmearbejde som menneske:

  1. Som moralske subjekter har vi ansvar for at forstå og være åbne overfor, at andres tilværelse kan være struktureret anderledes moralsk end vores egen.
  2. Og det er vigtigt at arbejde med sin egen moralske selvforståelse og positioner og undersøge, hvorfor noget er moralsk vigtigt for os, som slet ikke er moralsk vigtigt for andre.

Og hvordan har moralfilosoffens egen moral så udviklet sig i løbet af flere års fordybelse i moralske spørgsmål:

- Det er en vigtig pointe for mig at afhandlingen primært handler om moralfilosofi, ikke om moral. Men personligt er jeg nok temmelig moraliserende, udbryder Anne-Marie Søndergaard Christensen med et smil og uddyber:

Korrumperet sprogbrug

-Det er jo ikke det samme at se problemerne og handle på dem. Nogle steder har arbejdet med afhandlingen dog skærpet min moralske opmærksomhed.

For eksempel er jeg blevet hypersensitiv overfor korrumperet sprogbrug, der begrænser og fordrejer mulighederne for moralske tænkning. Eksempelvis når man kalder besparelser for omprioriteringsbidrag eller nedsætter ydelserne til flygtninge og kalder det integrationsydelse, forklarer hun og fortsætter:

-Så nu har jeg ret svært ved eksempelvis at se politiske diskussioner, fordi den slags sprog er over det hele. Men det står også klart for mig, at fordømmelse meget sjældent er konstruktiv. I stedet må vi arbejdet for at gøre det mere gennemsigtigt, hvad der er på spil i sådanne diskussioner.

Mød forskeren

Anne-Marie Søndergaard Christensen er lektor og nu dr. phil i filosofi ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Hun forsker i moralfilosofi og forsvarede for nylig sin doktorafhandling Moral Philosophy, Moral Theory and Moral Life ved Det Humanistiske Fakultet Hun er desuden medlem af Danmarks Frie Forskningsfond Kultur og Kommunikation.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 06.05.2019