Romerne og havet

Middelhavet. For de fleste danskere emmer ordet af solferie, azurblåt hav, god vin, god mad og måske en smule antik kultur.

Men oldtidens romere havde aldrig hørt om Middelhavet. Dels fordi de kaldte farvandet noget andet, og i særdeleshed fordi havet på den tid var et lavstatusområde, som pæne folk helst skulle beskæftige sig mindst muligt med.

- Romerne interesserede sig ikke for havet, for Rom var mentalt stadig et bondesamfund, hvor der herskede en selvforståelse af, at man var selvforsynende. Derfor så de ned på alt den handel, der foregik til havs, som noget socialt laverestående, forklarer Tønnes Bekker-Nielsen, lektor ved Institut for Historie på SDU.

Havet fordærver

Og han uddyber sin pointe med et eksempel fra leksikonet Naturhistorien, hvor Plinius den ældre gav en moralprædiken om, hvordan havet fordærver:

Ingen art bidrager i højere grad end skaldyrene til vellevned og sædernes forfald. Selv i hele naturens verden findes intet som er mere skadeligt for maven end havet, på allehånde måder, med dets mange retter, med så mange lækre fisk.

De romerske dyder var altså en stærk ideologi, som i høj grad blev understreget i den overleverede litteratur fra dengang.

Romerne var ikke landkrabber

Derfor har historiebøgerne hidtil hovedsageligt fremstillet romerne som landkrabber, der frygtede havet. Men i sin bog ”Mare Nostrum – Romerne og Middelhavet” gør Tønnes Bekker-Nielsen op med myterne om romerne og havet. For han sætter for én gangs skyld fokus på oldtidens Rom set fra søsiden ved at inddrage arkæologisk materiale, lovtekster, indskrifter mv.

Det har han gjort så godt, at hans bog om romerne og Middelhavet er blandt de fem nominerede til Årets historiske bog 2018.

For Middelhavet spillede faktisk en helt central rolle både politisk, økonomisk og mentalt i historien om Roms udvikling fra lille landsby til millionby med et udstrakt imperium over tre kontinenter.

Krigsflåden var eksempelvis vigtig i opbygningen af Romerriget, og i takt med at befolkningstallet steg i Rom, blev man fuldstændig afhængig af oversøisk fødevareimport.

- Man siger, at Rom erobrede Middelhavet, men man kan ligeså godt tale om, at Middelhavet erobrede Rom.

I takt med at byen voksede, blev man fuldstændig afhængig af importerede fødevarer; en kvart million ton fiskesovs, salt, korn og olivenolie ankom årligt fra søsiden, da man kun var selvforsynende med vin og kød, fortæller lektor Tønnes Bekker-Nielsen.

Nødvendigt at sejle

Så da krigsherren Pompeius i sommeren 57 f.Kr. trodsede en voldsom storm og gav ordre til at kornskibene skulle sejle fra Afrika til Italien med ordene: navigare necesse est, vivere non est necesse (det er nødvendigt at sejle, at leve er ikke nødvendigt, red.). Så var det i virkeligheden langt mere sigende omkring romernes forhold til havet end meget anden litteratur fra dengang.

Det var helt nødvendigt at sejle dengang, for hvis ikke de store korntilførsler fra især Sardinien og Nordafrika nåede frem, ville der i løbet af kort tid udbryde hungersnød i Rom.

Middelhavskosten var for den almindelige romer noget anderledes end vores forestillinger. Gennemsnitsromeren spiste 212 kilo korn om året - primært i form af grød og brød - hvilket også gjorde fiskesovs-importen fra Spanien og Sortehavet central.

Et godt skvæt fiskesauce gjorde det tilsyneladende meget lettere at klemme den daglige grød ned for datidens romere.

Det er, ifølge lektor Tønnes Bekker-Nielsen, blot én af mange nye erkendelser, som han er nået frem til gennem arbejdet med romernes forhold til det hav, de helst ikke selv ville beskæftige sig med.

Fascinerede og skræmte

- Man kan lære mange ting af at undersøge romernes forhold til havet. Man opdager, hvor meget de forskellige provinser i Romerriget var afhængige af hinanden, ligesom det bliver tydeligt, hvilken enorm stor rolle havet kan spille i vores liv og kultur, uden vi lægger mærke til det, siger han.

Og han fastslår, at antikkens mennesker – uanset om de talte græsk eller latin – havde nogenlunde samme forhold til havet:

- De var på én gang fascinerede og skræmte af at færdes på havet, og de var skræmte med god grund. På den tid var det virkelig farligt at sejle, skibene var små og der fandtes hverken redningsbåde, redningskranse eller navigationsudstyr.