Professor skal undersøge de økonomiske motiver i Arktis
Professor Niels Vestergaard har modtaget et Fulbright legat. Han skal udarbejde ressource-økonomiske analyser af de forskellige interesser i Arktis, som kan danne rammen for politiske beslutninger.
Klimaforandringer sætter sine spor på Arktis. Isen smelter, og dyr og mennesker kan være nødsaget til at flytte. Det har indvirkning på alt fra havene til infrastruktur og sundhed – og det er nogle af de områder, som 17 deltagere i Fulbright Arctic Initiative skal undersøge.
SDU-professor Niels Vestergaard er en af de to danske forskere, der er udvalgt til Fulbright-initiativet. Hans projekt går ud på at kortlægge, hvilke incitamenter forskellige interessenter har i Arktis. Alt efter om man spørger store internationale virksomheder eller lokalbefolkningen, som er bosat i Arktis, er der forskellige interesser på spil.
Arktiske klimaforandringer er et fælles problem
- Arktis er et stort område, og uden for 200 sømil er området ikke reguleret. Samtidig bevirker en øget trafik til Arktis og voksende klimaforandringer, at det er vigtigt at få afklaret, hvordan området bedst reguleres, siger Niels Vestergaard, der er institutleder ved Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi på SDU i Esbjerg.
Lovgivningen er afgørende for at fremme udviklingen i Arktis. Regeringer skal være bedre til at samarbejde, hvilket forudsætter, at de forstår de forskellige incitamenter.
Niels Vestergaard vil beskæftige sig med nogle af de klimaudfordringer, der er nært forestående, og som kan reguleres bedre. Det gælder f.eks. forstyrrelser i den økologiske balance som følge af stigende handel og trafik i Nordvest- og Nordøstpassagen samt andre måder, hvorpå menneskelig interaktion udgør en trussel mod sårbare havpattedyr.
- Med samarbejdet i Fulbright er målet, at forskningsresultaterne kommer hurtigere igennem til politikere, så de er rustet til at tage de nødvendige beslutninger, som tilgodeser Arktis som helhed snarere end enkeltstater, lyder det fra professoren.
Deltagelsen i Fulbright Arctic Initiative får stor betydning for den arktiske forskning på Syddansk Universitet, idet Niels Vestergaard kommer til at arbejde sammen med førende forskere, der bor i Arktis. Samarbejdet kommer til at løbe i halvandet år. Læs mere om Fulbright Arctic-initiativet
og se de 17 forskere.