Business Beyond the Obvious
Hvordan skabes business beyond the obvious? Det sætter lederne af Syddansk Universitet Business School, Kristin B. Munksgaard, Dannie Kjeldgaard og Christian Elmelund-Præstekær, sammen fokus på i denne kronik.
Af leder af Syddansk Universitet Business School Kristin B. Munksgaard og viceledere Dannie Kjeldgaard og Christian Elmelund-Præstekær
Samfundet er under hastig forandring, og vores traditionelle måde at producere og forbruge på har ikke fremtiden for sig. Klima- og miljøproblemer taler deres tydelige sprog og stiller nye krav til os alle sammen, ikke mindst til virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Vi skal i gang med at rydde op efter os selv, og Syddansk Universitet Business School blev netop sat i verden for at finde løsninger på de udfordringer, som virksomhederne og samfundet generelt står overfor. Det kan vi ikke gøre alene.
Kun i samarbejde med virksomheder, brancheorganisationer og andre institutioner kan vi nytænke feltets forskning og undervisning og sikre relevant viden og relevante kompetencer til løsning af morgendagens opgaver. Opgaven for os er kogt ind til et slogan, som vi stræber efter at leve op til og gerne vil kendes på: ’Business Beyond the Obvious’. Det skal huske os selv og omverdenen på, hvad Syddansk Universitet Business School er til for.
Vores ’end-users’ er virksomheder og andre aktører i deres omverden – og det er i samarbejde med dem, vi skal finde løsningerne. Deres virkelighed er i løbet af det seneste tiår blevet mere kompleks og ’vild’. Udover de klima- og miljøproblemer, som vi alle skal håndtere, skal virksomhederne også tackle nye udfordringer i deres egen verden.
Eksempelvis er de fleste i dag ’born globals’, som skal agere i en global konkurrencesituation, der kræver, at de mestrer mange forskellige markeder og kulturer. Et andet eksempel er den hastige udvikling inden for kunstig intelligens og digitale løsninger, som på én gang giver både muligheder og udfordringer. Eksemplerne viser, at en business school skal repræsentere et bredt mix af fagligheder, som taler sammen – og have evnen til løbende at tage nye problemstillinger op.
På de indre linjer er mange virksomheder udfordret af den demografiske udvikling på vores breddegrader. Det kan være svært at skaffe den rette og tilstrækkelige arbejdskraft. Det faldende arbejdsudbud kan i nogle tilfælde løses ved at hente mennesker fra andre lande - og i nogle tilfælde ved indførelse af ny teknologi.
Begge dele kræver organisatorisk nytænkning og kreativitet, og vi samarbejder tæt med danske og internationale virksomheder om at udvikle en forskningsbaseret undervisning og træning, som kan klæde virksomhederne fagligt på til at forandre og trimme deres organisation.
Nogle medarbejdere skal kunne skabe effektive, inkluderende, multikulturelle organisationer med fokus på integration og kulturforståelse, mens andre skal have indsigt i samspillet mellem mennesker og teknologi med henblik på at kunne lede udvikling og implementering af ny teknologi i organisationskulturen til gavn for både virksomhed, produkt og medarbejdere. Mange skal begge dele.
Heller ikke virksomhedernes relation til deres forbrugere kan ekspederes som ’business as usual’. Forbrugere er ikke, hvad de har været. De er blevet lidt af en prøvelse for virksomhederne, fordi de stiller flere krav, og krav som kan være modstridende. Et pensionsprodukt skal måske både være grønt og etisk, men samtidig give størst muligt afkast. Eller lørdagskyllingen skal både være fra friland og billig.
Forbrugere er blevet selvstændige individer, der stiller masser af værdibaserede krav til virksomhederne. De kan reagere temmelig kontant, hvis virksomhederne ikke lever op til dem – og det kan være svært at forudsige præcist, hvornår der bliver fældet hårde folkedomme.
Det betyder, at virksomheder skal have et dybt indblik i de segmenter, som de bejler til, og det stiller nye krav til branding, relationsskabelse samt forbruger- og samfundsindsigt.
Ovennævnte er eksempler på, at virksomhedernes vilkår i dag kræver, at vi som leverandører af deres fremtidige medarbejdere ikke bare fortsætter med at gøre det samme som business schools altid har gjort. Vi skal fortsat sikre en solid faglighed, men vi skal også ’beyond the obvious’, så vi kan samskabe de nye indsigter og kompetencer, der matcher aktuelle behov og hjælper virksomhederne med at komme på forkant af udviklingen.
Det kan ses på mange måder, og vi vil meget gerne inspireres og skubbes til. Vi arbejder på mange fronter, men vi har helt sikkert ikke alle svar ”in-house”. Vi sætter spørgsmålstegn ved gamle modsætninger mellem forbrug og bæredygtighed; produktion og innovation; økonomisk og kulturel kapital.
Vi ser et top-forskningspotentiale i at skabe partnerskaber med praktikere omkring undersøgelsesspørgsmål, data og implementering. Vi tror på, at teori og praksis beriger hinanden gennem udvekslinger med forskerkolleger i ind- og udland – og ind- og ud af universitetet. Vores studerende oplever ’Business Beyond the Obvious’ i håndholdt praksis, når de samarbejder med virksomheder i løbet af deres studie eller tager Internationale Feltstudier som valgfag og lærer forskellige udenlandske virksomheder at kende i et længere forløb.
Mange ledere har givetvis en følelse af, at deres verden er blevet rigeligt kompleks og måske endda uoverskuelig. Vi er tilbøjelige til at give dem ret. Desto vigtigere er det, at vi samarbejder om at få rustet ledelse og medarbejdere fagligt til ikke at fare vild, men i stedet se muligheder på tværs af organisationen og holde fokus på problemet, så det ikke bliver syltet i faglige siloer, ’plejer’ og bureaukratiske regler. Det er en medicin, som vi anbefaler så varmt, at vi selv tager den.
På Syddansk Universitet Business School forenkler vi vores organisation og stiller skarpt på at udvikle fag og uddannelser, der bygger på tværfaglighed, nye fagkombinationer og innovative perspektiver, som kan klæde vores studerende fagligt på til at matche virksomhedernes komplekse behov.
Vi er relativt unge i klassen af business schools – men de institutter og forskningsgrupper, som udgør kernen, er internationalt anerkendte indenfor deres felt med et stort netværk af kolleger og virksomheder i det meste af verden – og ikke mindst i Region Syddanmark.
Som navnet antyder, er Syddansk Universitet Business School funderet regionalt, og det er ’herfra vor verden går’. Men den stopper ikke her! Vi er en ’hub’, hvor viden fra mange forskningsområder, universiteter og virksomheder mødes, så synergier kan udvikles og udnyttes maksimalt.
Vores forskerkolleger, vores virksomhedskontakter og vores studerende kommer fra hele verden. Og vi tror selv på, at det er et godt udgangspunkt for at bidrage til at udvikle ’Business Beyond the Obvious’ – også i Region Syddanmark!
Kronikken er bragt i Jysk Fynske Mediers Erhverv+, torsdag den 25. januar 2024.