Madspild: Hvilke initiativer virker?

Madspild belaster miljøet, og der er de senere år blevet sat mange initiativer ind for at mindske spild af mad. Men hvilke initiativer har størst opbakning og gennemslagskraft? Og hvem engagerer sig i kampen mod madspild?

De spørgsmål undersøger Johanna Gollnhofer, der er ansat ved Institut for Marketing & Management. Hun har fulgt med i bevægelsen mod madspild i en række EU-lande og har bl.a. interviewet forbrugere, detailhandlere, restauratører og de såkaldte skraldere.

- De initiativer, som fungerer bedst mod madspild, involverer flere aktører samtidig. Apps som ”Too Good To Go” og ”Mad skal spises” er eksempler på løsninger, som forbinder forbrugere med restauratører og supermarkeder, siger Johanna Gollnhofer.

 Omvendt fejler initiativerne oftere, når der kun står en aktør bag. Det skyldes, at disse initiativer tit er mere ekstreme, eksempelvis folk der finder mad i containere og ”freeganism”-bevægelsen der har fokus på at deltage mindst muligt i forbrugsøkonomien. 

- En udfordring er spørgsmålet om, hvem der er ansvarlige for madspild? Der er tendens til, at forbrugerne f.eks. bebrejder detailhandlen, og at detailhandlen peger pilen mod forbrugerne eller lovgiverne, når ansvaret skal placeres. De fælles indsatser gør op med den problematik, fordi de f.eks. ikke strider imod supermarkedernes forretningsmodel, siger Johanna Gollnhofer.

Middelklassen er obs på madspild

I 2017 var der 247.000 tons madspild fra de danske husholdninger, og det er 14.000 tons mindre end i 2011, viser en rapport fra Miljøstyrelsen. Det stemmer godt overens med, at vi bliver stadig mere bevidste om problemet, mener Johanna Gollnhofer:

- Forbrugerne er bedre informeret og er blevet mere handlekraftige på få år. De frivillige bevægelser og indsatser mod madspild er især blevet en middelklasseaktivitet, så magtforholdet har ændret sig, siger hun.

Men detailhandlen er også langt mere åben over for nye måder til at reducere madspild på. Eksempelvis forærer nogle supermarkeder i Tyskland, Schweiz og Østrig madvarer væk, når de nærmer sig udløbsdatoen.

- Selvom det strider mod supermarkedernes forretningsmodel at give varer væk uden fortjeneste, og det samtidig kan opfattes stigmatiserende at tage imod gratis mad, så har tiltaget virket. Kunderne var først meget overraskede over de gratis madvarer, som stod side om side med produkter til salg. Men deres fokus skiftede hurtigt, og deres overvejelser gik på, om de virkelig havde brug for og ville få brugt de gratis madvarer, som ellers ville ende som madspild efter et par dage, fortæller Johanna Gollnhofer.

Johanna Gollnhofer  klarede sig i en uge udelukkende med udbyttet fra containere ved tyske supermarkeder.

Skralder sparede 70.000 kroner

Omvendt er det med de madvarer, som skraldere finder i f.eks. supermarkedernes containere – og som er et større stridspunkt. SDU-forskeren har både interviewet detailhandlere og skraldere om deres syn på sagen.

- I detailhandlen lægger de vægt på, at de er forpligtet til at smide varerne ud, og at det er ulovligt, at folk trænger ind på deres grund for at skralde. De fleste detailhandlere ville ikke svare mig på, hvorfor de smider uspoleret mad ud. Men enkelte fortalte, at det er uundgåeligt for, at de kan imødekomme forbrugernes forventning om, at de f.eks. kan vælge imellem ti brødvarianter, siger hun.

Problemet er, at der bliver smidt meget mad ud, som ikke fejler spor. Det erfarede Johanna Gollnhofer, da hun i en uge udelukkende klarede sig med udbyttet fra containere ved tyske supermarkeder:

- Det viste sig hurtigt, at jeg fandt en masser af friske varer, og det var alt lige fra pasta til ananas og øl. Ofte finder du så meget mad, at du ikke ved, hvad du skal stille op med det, og hvem du kan give det til. Det var indimellem lidt snasket i containerne, så jeg overvejede, om det kunne være problematisk at spise de fødevarer, men de fleste varer er ikke uspiselige, siger SDU-forskeren.

En skralder oplyste, at han på et år skraldede sig til mad til en værdi af 70.000 kroner.

Fransk forbud skabte nyt problem

Frankrig har forsøgt at nedbringe madspildet fra detailhandlen gennem et lovindgreb.
I 2015 fik landets supermarkeder forbud mod at smide mad ud, og det blev besluttet, at den usolgte – og spiselige mad – i stedet skulle doneres til velgørende formål.

- Som udgangspunkt var det en god idé, men det førte til et nyt problem. Nogle af de velgørende organisationer fortalte under interviewene, at de er ved at drukne i overskydende mad, og de er ikke længere interesseret i at aftage madspildet. Også her er det et spørgsmål om, at indsatsen ikke er justeret og tilpasset i samspil mellem de involverede aktører, siger Johanna Gollnhofer.

På vej mod mindre madspild?

Hun peger på, at selvom vi aldrig kan undgå madspild, er der et stort potentiale for, at vi kan blive bedre til at nedbringe madspild:

- Jeg forventer, at vi vil se mindre madspild i fremtiden. For eksempel kan en øget brug af kunstig intelligens give viden om, hvilke varer vi bruger – og hvornår vi gør det. En anden ting er, hvis vi forestiller os, at vi forbrugere køber stadig flere madvarer online, og at der vil være færre fysiske forretninger. Det vil f.eks. reducere den tid, hvor maden distribueres, siger hun og peger på, at den ansvarsbevidste mentalitet og vidensniveauet i befolkningen fortsat vil spille en central rolle.