Efterretningstjenesternes rolle til debat
SDU og Københavns Professionshøjskole inviterer til debat om efterretningstjenesternes rolle og grænserne for åbenhed og lukkethed for landets hemmeligste organer. Det sker onsdag den 20. april i København, hvor både forskere og beslutningstagere tager del i diskussionen.
Den verserende sag om læk af fortrolige oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og sigtelse af centralt placerede personer har vakt stor opsigt og uvant fokus på efterretningstjenesterne i Danmark.
Hvad betyder det for tilliden til efterretningstjenesterne? Er den politiske kontrol med tjenesterne tilstrækkelig? Hvor går grænsen for overvågning? Og hvilken rolle spiller medierne, og hvordan balanceres det med hensynet til statens sikkerhed?
Det er nogle af de spørgsmål, som forskere og beslutningstagere vil drøfte ved et seminar om efterretningstjenesternes samfundskritiske rolle, som SDU’s Center for War Studies står bag.
- Der har været meget snak om efterretningstjenesterne – særligt FE – i medierne den seneste tid. Hvor efterretningsstudier er en veletableret akademisk disciplin i mange andre sammenlignelige lande, så foregår forskning i Danmark mere fragmenteret. Dette arrangement vil være med til at samle diskussionerne på tværs af faggrupper og bidrage til at skabe en større modenhed for at tale om emner relateret til disse ellers hemmelige tjenesters arbejde, siger lektor Kira Vrist Rønn, der har arrangeret seminaret.
Forskellige perspektiver i spil
Seminarets hovedtaler er adjunkt Simon Willmetts fra Leiden University, der vil se på, hvordan hemmeligholdelse og efterretningstjenesternes lukkethed bliver stadig mere udfordret i en digital tidsalder.
Blandt de øvrige indlæg sætter en paneldiskussion med deltagelse af en række politikere fokus på, hvor efterretningstjenesterne er på vej hen, mens emner som legitimitet, ytringsfrihed, politisering og pressens rolle danner ramme om den anden paneldiskussion.
Her vil forskere inden for blandt andet international politik, jura og journalistik fra både SDU og Dansk Institut for Internationale Studier bidrage med forskellige perspektiver til debatten.
Info og tilmelding
Seminaret finder sted onsdag den 20. april 2022 fra kl. 12.30-16.00 på Københavns Professionshøjskole i Auditorium B086, Sigurdsgade 26, København N.
Alle er velkomne, og tilmelding sker til Kira Vrist Rønn på kroenn@sam.sdu.dk senest den 14. april.
Hele programmet kan ses herunder.
Program
12.30-12.40 |
Velkomst, lektor Kira Vrist Rønn, Center for War Studies, Syddansk Universitet |
12.40-13.30 |
Keynote, Open Secrets: Intelligence in an Age of Publicity
|
13.30-14.30 |
Panel 1: Hvor er danske efterretningstjenester på vej hen?
|
14.30-14.45 |
Pause
|
14.45-15.50 |
Panel 2: Efterretningstjenesterne i fornyet krydspres
|
15.50-16.00 |
Afrunding
|
Efterretningstjeneste – en vigtig disciplin på SDU
SDU er ved at opbygge et stærkt forsknings- og undervisningsmiljø inden for efterretnings- og cyberområdet, og står sammen med Forsvarsakademiet bag masteruddannelsen Master in Intelligence and Cyber Studies (MICS), der skal imødekomme et nyt trusselsbillede og understøtte aktuelle og fremtidige behov i det danske forsvar og samfundet.
Læs mere om uddannelsen her
Desuden er forskningsprojektet INTELHUB netop søsat på Center for War Studies. INTELHUB har fokus på at etablere og udvikle skandinaviske efterretningsstudier med fokus på studier af efterretningstjenesternes legitimitet med støtte fra Carsbergfondet.
Læs mere om projektet på Carlsbergfondets hjemmeside