Matematikkens rolle i STEM
Der er en stigende bekymring for matematikkens rolle i STEM (Science Technology Engineering Mathematics). En bekymring for, at den falder i baggrunden og ikke får den opmærksomhed, den bør have som central spiller i alle naturvidenskabelige fag.
På Laboratorium for STEM Uddannelse og Læring (LSUL) er vi i gang med at udvikle et redskab til udvikling af STEM-undervisningsforløb, hvor matematik indgår som en integreret del. Arbejdet er det foreløbige resultat af en undersøgelse bestående dels af en gennemgang af 4812 artikler for at identificere STEM-læringsaktiviteter, dels af dybdegående analyser af 37 artikler med fokus på de roller, matematik skal spille i integrerede STEM-aktiviteter.
Resultat præsenteret på ESERA
Et foreløbigt resultat af undersøgelsen præsenteres i form af en analytisk konstruktion (nedenstående model), som hjælper med at identificere og tydeliggøre de mange roller, matematik potentielt kan spille i integreret STEM. Modellen kan bidrage med klarhed i analysen, designet og evalueringen af STEM-undervisnings- og læringsmaterialer.
Fire forskere: Mette Lindharth Als Kristensen, Dorte Moeskær-Larsen, Connie Svabo og Lars Seidelin præsenterer resultaterne af deres undersøgelse i et paper, The role of mathematics in STEM teaching activities, som Lars Seidelin præsenterede på konferencen ESERA 2021 (European Science Education Research Association) den 1. september. Konferencen har netop fundet sted den 31. august til 3. september og er organiseret af University of Minho, Braga, Portugal.
De fire forskere er alle en del af LabSTEM-projektet, og det er en anerkendelse af vigtigheden af projektet, at det har fået opmærksomhed på ESERA-konferencen, som er en af de største og vigtigste konferencer inden for didaktik og uddannelse.
Model af matematikkens rolle i STEM-aktiviteter:
Om LabSTEM
LabSTEM er et projekt under LSUL. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og Region Syddanmark og udvikles i første omgang i Region Syddanmark fra 2020 til 2023, hvorefter erfaringerne kan anvendes både på landsplan og internationalt knyttet an til en række af FNs verdensmål for bæredygtig udvikling; særligt mål 4 om kvalitetsuddannelse.
Yderligere information
Lars Seidelin er postdoc og projektleder for LabSTEM.