Barnets udvikling i tiden omkring 9-12 måneders alderen er særlig vigtig for, hvordan barnet senere kommer til at fungere og trives.
De første vigtige leveår
På intet tidspunkt senere i livet går udviklingen så stærkt, som i barnets første leveår. Barnet udvikler sine evner til at regulere søvn, spisning, og til at sanse, opfatte og forstå sin omverden, udforske omgivelserne og gøre sig erfaringer i samspillet med andre.
Barnets adfærd og sprog afspejler, hvor meget barnet lærer, og barnets følelsesmæssige reaktioner afspejler en tiltagende regulering af de indtryk, barnet får, og dets muligheder for at håndtere glæde, frygt, frustration og vrede. Barnet udvikler ligeledes sin selvstændighed. Alt dette viser sig ved den måde, barnet nysgerrigt udforsker sine omgivelser og når det skal spise, sove, lege eller indgå i samspil med andre.
De senere års forskning har vist, at problemer med at sove, spise eller med den sproglige eller motoriske udvikling ofte hænger sammen. For de fleste børn er sådanne problemer forbigående, men for nogle varer problemerne ved.
Vi ved i dag, at disse problemer samt vanskeligheder med at regulere følelser, kontakt og opmærksomhed kan være tegn på en mental eller fysisk sårbarhed, som risikerer at påvirke barnets udvikling, trivsel og vægtudvikling på længere sigt.
I vores tidligere forskning har vi fundet, at sårbarheder hos lidt større børn med hensyn til psykisk udvikling og funktion kan identificeres allerede ved sundhedsplejerskernes undersøgelser af barnet ved 9-10 måneder.
Dette gælder både udfordringer med regulering af søvn, spisning og følelsesmæssige reaktioner, og med hensyn til sprogudvikling, koncentration og opmærksomhed, udvikling af kommunikation og samspil, og barnets udvikling og motoriske færdigheder.
Forældrenes muligheder for at styrke barnets udvikling
Forskningsprojektet Små Børns Sundhed tager udgangspunkt i den nyeste forskningsbaserede viden om små børns udvikling, hvad der har betydning for denne udvikling og de store udviklingsmæssige potentialer, der er påvist i tiden mellem 9 og 24 måneder.
Med afsæt i en velafprøvet forælderbaseret metode til at styrke barnets udvikling, har vi udviklet VIPP-PUF-metoden, Video-feedback Intervention to Promote Positive Parenting- the PUF version.
Metoden er tilpasset danske forældre, og de særlige muligheder, der findes i sundhedsplejen i kommunerne, hvor sundhedsplejersker kommer i stort set alle småbørnsfamilier og er i dialog med forældrene omkring barnets udvikling.
Som noget enestående inden for dansk såvel som international forskning, udforsker Små Børns Sundhed alle de væsentligste områder af barnets udvikling mellem 9 og 24 måneder.
Vi får herved ny viden om, hvordan børn generelt udvikler sig i denne periode og hvordan sårbarheder indenfor et område påvirker andre former for sårbarheder.
Projektet skal give ny vigtig viden om, hvordan barnets udvikling kan styrkes, ved at forældre og barn gennemgår et VIPP-PUF forløb sammen med en sundhedsplejerske