Formålet med projektet er at skaffe dybdegående oplysninger om samspillet mellem barnet under graviditet, fødsel og opvækst og de sociale og miljømæssige påvirkninger fra samfundet. Der indsamles oplysninger i form af biologisk materiale fra forældre og barn, samt spørgeskema– og registeroplysninger. De første oplysninger fås fra 10. til 12. graviditetsuge og de sidste forhåbentlig fra børnene, når de er 18 år. Odense Kommune er særlig velegnet til dette formål i kraft af sin sociale komplethed og størrelse samt dataopsamling i det kommunale Data Warehouse.
Projektet tager afsæt i en række delprojekter, der undersøger indbyrdes forbundne emner startende med miljøgifte under graviditeten, amning, forekomst af infektioner og allergi i småbørnsalderen samt betydning af vitamin D for graviditet og småbørnsalderen. Den sproglige udvikling hos småbørn er blevet undersøgt med vægt på socialt udsatte familier og etniske grupper. Ligeledes undersøges faktorer for betydning af udvikling af ADHD, ligesom der er fokus på børns motoriske udvikling i 7- og 9-års alderen, hvor børnene også er IQ testet.
Der skabes i projektet en basis for fortsatte delprojekter, der bl.a. vil kunne belyse udvikling af sundhed inklusiv betydning af motion og kost op gennem barnealderen.
Læs mere på www.odensebørnekohorte.dk