Skip to main content
DA / EN

Kvote 2 optag: MMI

Den 7. juni blev der afholdt MMI (multiple mini interview), der er anden del af optagelsesprøven for kvote 2 på Psykologi.

Ude i Winsløw Parken var der god stemning på dagen for MMI’en. De omkring 80 ansøgere, der var gået videre fra MCQ’en, var nervøse, men klar på deres interviews, da de mødte op fra morgenstunden. Det var en lang dag for ansøgerne, der skulle igennem seks forskellige stande. Alle stande er designet for at vurdere, hvem der vil være de bedst egnede psykologistuderende.

De seks stande måler på aspekter som kritisk tænkning, etik, motivation og formidling mv. De seks stande består af en stand med spørgsmål om ansøgernes motivation for at ville læse psykologi; en stand omkring, hvordan man håndterer information, hvor man læser en engelsk tekst og så handler det om, hvorvidt man kan finde hovedpointerne i teksten. En anden stand handler om etik, hvor man bliver præsenteret for et etisk dilemma i en case, og derfor skal diskutere nogle af de etiske problemstillinger, der bliver præsenteret. Kritisk tænkning bliver ligeledes vurderet ved en case, hvor man skal kunne finde forskellige vinkler i den givne case. Derudover bliver evnen til at samarbejde også vurderet, med fokus på evne til at problemløse, være lydhør og udvise selvindsigt. Ved den sidste stand skal man demonstrere sine skriftlige formidlingsevner, ved på kort tid at skrive en tekst ud fra et spørgsmål.

Det er noget af et nåleøje, kvote 2-ansøgerne på psykologi skal igennem for at blive optaget. Der er mellem 1400 og 1500 ansøgere, hvoraf det til slut kun er 32, der bliver optaget.

De, der kommer til MMI, har først været igennem en studieegnethedstest med 150 multiple choice spørgsmål. Her er de allerbedste blevet valgt ud til at deltage i MMI’en. I år er det omkring 80 ansøgere, der er udvalgt og inviteret til at komme videre til mini interviewene. På baggrund af de 80, bliver der så skåret yderligere fra, hvor der bliver valgt de 32, som klarer sig allerbedst i interviewene, og de får så tilbudt en plads, så de kan starte på Psykologi, SDU efter sommerferien.

Editing was completed: 17.06.2018