Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, ministre, bestyrelsesmedlemmer, ansatte, studerende og gæster – mine damer og herrer,
Jeg er født i midten af en flok af søskende.
Det er ikke let at være et mellembarn. Man er for ung til at være som de ældre, og for gammel til at være som de yngre.
Men jeg har ikke det, der betegnes som "det mellemste barns syndrom".
For jeg er et ønskebarn.
Ved min dåb var der fine gæster, der sagde mange, smukke ord. I de forgange år er der sagt endnu mere om mig. Noget smukt, noget grimt.
Jeg er også vokset i højde og drøjde. Endda i et sådant omfang, at mit dåbsnavn ikke kan rumme mig. Derfor har jeg taget navneforandring.
Kært barn har mange navne. Jeg er alt, hvad jeg har heddet, og alt, hvad der er sagt om mig.
Men jeg er også mere end det sagte. Jeg er noget, der ikke kan udtrykkes i ord eller på skrift.
Jeg er forskeren, der vier mit liv til søgen efter ny viden og erkendelse.
Jeg er underviseren, der lægger min sjæl i at uddanne den næste generation.
Jeg er studenten, der dedikerer min ungdom til en uddannelse for at forberede mig på fremtiden.
Jeg er teknikeren eller administratoren, der anstrenger sig til det yderste for at sikre den daglige drift.
Og jeg er lederen, der har den ære at styre drift og udvikling.
Jeg er formet i jeres sind, men jeg er skabt i jeres hjerter. Og mit liv lægger jeg trygt i jeres hænder. For jeg var intet, uden jer. I er SDU!
***
Vær stolte af det – for I har meget at være stolte af.
I har skabt et universitet, der tiltrækker talenterne og mønsterbryderne.
I er med til at give de studerende fra ikke-boglige hjem en akademisk uddannelse. Og I gør det ud i store dele af landets geografi.
Det skal I blive ved med. Det er derfor, SDU har besluttet, at flere og flere af de studerende skal optages i kvote 2.
I en tid, hvor man ofte kun ser karakteren, vil vi også se karakteren bag mennesket og mennesket bag karakteren.
SDU er også de studerendes universitet. Det ses på vores studier og Danmarks bedste studiemiljø – men det afspejles også i vores forbilledlige samarbejde med de studerende og vores fælles beslutninger.
I enighed med de studerende har vi f.eks. besluttet, at alle vores studerende enten skal studere 1/2 år i udlandet, eller deltage i 1/2 års internationale forløb i Danmark.
Men vi skærper ikke alene kravene til vores studerende: Vi stiller også nye krav til den måde, hvorpå vi uddanner vores studerende.
I de kommende år vasker vi tavlen ren og spørger os selv, hvordan vi som universitet for både bredden og eliten kan tilrettelægge vore uddannelser, så de er individuelt tilpassede til den enkelte studerende.
Vi skærper også kravene til dem, vi ansætter. Vi har for længe slået os til tåls med for få ansøgere til for mange af vores videnskabelige stillinger.
Og ofte kun af ét køn. Fra og med i år har vi derfor stillet krav om, at der skal være mindst tre kvalificerede ansøgere til en videnskabelig stilling.
Vi vil fortsat styrke vores samfundsengagement. SDU er født på toppen af den industrielle tidsalder. Dengang Odense var en stor industriby.
Det er vi ikke længere. Virksomhederne har ændret sig, og det har vi også. Men det tætte samspil mellem SDU og det syddanske erhvervsliv har altid været en væsentlig del af vores DNA.
Vi er stolte af, at f.eks. robotvirksomheder som Universal Robots, MIR og Blue Ocean Robotics er grundlagt af forskere fra SDU.
Når en virksomhed som Universal Robots kan sælges for 1,9 mia. kroner, er det ikke alene en anerkendelse af virksomheden.
Det er også en påskønnelse af den forskning og innovation, der foregår på universitetet.
Meget er nævnt, men mere er usagt. For vi er et universitet, der ikke alene udfordrer videnskaben, de studerende og samfundet.
Vi udfordrer også os selv. Vi lover derfor, at vi de næste 50 år ikke vil repetere de vaner, vi har tillagt os de første 50 år. Vi vil fortsat være mønsterbrydere.
For som Einstein sagde: ”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem.”
***
Som alle andre børn håber jeg, at mine forældre er stolte af mig.
Men jeg er ikke helt sikker på, at det altid er tilfældet. For jeg har et problem – faktisk har jeg indtil flere. Her tænker jeg ikke kun på de mange alvorlige strukturelle udfordringer i vores samfund.
Jeg tænker på det faktum, at mine forældre nogle gange ikke forstår mig. Og for at være helt ærlig: Jeg forstår heller ikke altid mine forældre.
Årsagen er ikke en generationskløft. Det er derimod et forskelligt syn på, hvad der tjener samfundet bedst. Og om hvem, der skal bestemme hvad, og hvorfor.
Forældre har vanskeligt ved at acceptere, at børn gerne vil stå på egne ben og træffe deres egne beslutninger.
Børn har vanskeligt ved at forstå, at forældres indblanding ikke er udtryk for manglende respekt eller ond vilje.
Vores uenighed kan fylde meget i hverdagen – især når man læser den evige strøm af nyheder.
Så meget, at det kan overskygge den enkle sandhed, at vi som alle andre familier har et slægtskab – et blodets bånd – der er tykkere end alt det vand, der løber i åen.
***
Det er i høj grad godt at have familie, men det bedste ved at fylde 50 år, er mine børn og mine venner.
Jeg har så mange, at de bekræfter Abraham Lincolns udsagn om, at det ikke er mængden af år i livet, der tæller, men mængden af liv i årene.
Der skal derfor lyde en særlig tak til alle jer, der repræsenterer det lokalsamfund, der stod os bi ved fødslen, der støttede os i de første svære år, og som altid har stået ved vores side.
Alle jer virksomheder, offentlige myndigheder og borgere i vores del af Danmark. Og alle vores alumner.
Vi havde ikke været her uden jer. Og vi er her for jer. I er årsagen til, at SDU blev født, og I er grunden til, at vi fortsat eksisterer.
Til jer lover vi, at vi hver dag skal gøre vores yderste. Sådan at vi ikke kun er et ønskebarn, men også en myndig, der kan opfylde jeres ønsker.
Til lykke med fødselsdagen, rigtig god årsfest og tak for opmærksomheden.