Skip to main content
SDU's årsfest

Rektors tale 2022

Kære bestyrelse, kære gæster.
Kære medarbejdere, kære studerende.

For omtrent 50 år siden bad den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, en af sine nærmeste rådgivere om et notat. Den unge rådgiver, ved navn Winston Lord, gik straks i gang, og efter nogle intense skrivedage afleverede han det efterspurgte papir på Kissingers kontor.

Næste morgen lå notatet tilbage på Lords skrivebord med en håndskrevet Kissinger-note på forsiden: "Is this the best you can do?".

Lettere chokeret gik Lord straks i gang med at justere, forbedre og afpudse papiret. Og efter endnu et par dage med hårdt skrivearbejde "genindleverede" han notatet til Kissinger. Næste morgen lå papiret igen på Lords bord: "Is this really the best you can do?" lød Kissingers note tilføjet i hånden.

Ifølge myten gentog denne frem-og-tilbage proces mellem Lord og Kissinger sig ikke mindre end otte gange. Indtil en dybt frustreret Winston Lord en morgen braste ind på Kissingers kontor og udbrød:

"Henry! I've beaten my brains out! I know it's the best I can do; I can't possibly improve one more word!!!". Hvortil Kissinger svarede: "Well, in that case - now I will read it".

Anekdoten om Kissinger og Winston Lord fortæller os to ting: For det første at Henry Kissinger til tider var en ualmindelig kold og kynisk chef. Men historien minder os også om, at excellence og høj kvalitet opstår, når vi stræber efter det ypperste.

SDU er et kvalitetsuniversitet, hvor vi dagligt stræber efter at frembringe det ypperste.

Vi gør det af mange grunde. Men vi gør det først og fremmest, fordi høj kvalitet er selve forudsætningen for, at vi kan leve op til det, der er SDU's overordnede strategiske ambition: At skabe værdi for og med samfundet ved at bidrage til en bæredygtig fremtid.

Vi er sat i verden for at producere relevant, ny viden og udklække dimittender, som er relevante for det samfund, der finansierer os. Men forskning og uddannelser kan kun være relevant, hvis uddannelsernes kvalitet er af højeste karat og forskningen excellent.

Jeg kunne bruge mange årsfesttaler på at opremse eksempler på, hvordan SDU's excellente forsknings- og uddannelsesmiljøer skaber værdi. Men historien om Tina fortæller i få ord, hvordan høj kvalitet er relevant for virkelige mennesker i den virkelige verden.

Tina var 47 år og havde fuld gang i karrieren, da hun i 2017 blev ramt af en hjerneblødning. Helt uden varsel. Fra den ene dag til den anden var Tina lam. Hun kunne ikke gå. Hun kunne faktisk ikke engang rejse sig fra sengen.

Efter et års behandling og forsøg på genoptræning i det almindelige system var fremskridtene meget beskedne. Den nedslående konklusion var, at Tina skulle tilbringe resten af sit liv i en kørestol.

Heldigvis kom Tina i kontakt med det tværfaglige Trinity-projekt på SDU. Her havde forskere fra forskellige fakulteter gennem nogle år udviklet en robottræner til genoptræning. Robottræneren gør patienterne vægtløse, så de kan træne muskler, de ellers ikke kan arbejde med. Det hjalp Tina.

I dag går Tina to kilometer med stok.

Årsagen: Excellent, tværvidenskabelig forskning, der skaber værdi for virkelige mennesker i den virkelige verden.

Høj kvalitet og excellence kommer imidlertid ikke af sig selv. Kvalitetsuniversitetet er et produkt af fremragende studerende og ansattes daglige bestræbelser. Som bekendt, handler kvalitet om at gøre almindelige ting ualmindeligt godt. Det er SDU's befolkning, som har skabt - og dagligt skaber - den kvalitetskultur, der gennemsyrer universitetet. For som Aristoteles formulerede det, så er kvalitet ikke en handling. Det er en vane.

Kvalitetsuniversitetet kommer til syne i den SDU-studerende, der med nysgerrighed, ildhu og stor umage kaster sig over stoffet for at opnå dyb erkendelse.

Kvalitetsuniversitetet giver sig til kende i forskeren, der gennem kreativitet, indsigt og hårdt arbejde formulerer og afprøver dristige hypoteser.

Kvalitetsuniversitetet finder vi i underviserens vedholdende bestræbelse på at sikre, at stoffet bliver forstået i dybden.

Og kvalitetsuniversitetet er personificeret i den administrative medarbejder, der målrettet arbejder for at sikre effektive og ordentlige sagsgange.

Der er imidlertid også andre forudsætninger for kvalitet. Lad mig her blot nævne tre væsentlige faktorer:

For det første, et kvalitetsuniversitet som SDU må nødvendigvis bygge på Akademisk Frihed. Det handler om forskningsfrihed, undervisningsfrihed og debat- og ytringsfrihed. Konkret handler det om friheden til at vælge forskningsspørgsmål, metode, undervisningsform og til at udtale sig offentligt om faglige forhold.

Jeg er stolt af, at vi på SDU i fællesskab har formuleret en "Erklæring om Akademisk Frihed". Den sætter en klar retning og er et afgørende fundament for universitetet i en foranderlig verden.

Den anden forudsætning for høj kvalitet er fornyelse. Excellence og høj kvalitet stiller krav om kontinuerlig udvikling og nytænkning. Også på SDU må vi tilpasse os evigt foranderlige rammebetingelser.

Når arbejdsmarkedet bevæger sig i en retning, hvor langt flere vil skifte job langt oftere, så må vi udvikle og udbygge vores efter- og videreuddannelsestilbud. Og når mulighederne for at opnå ekstern finansiering bliver bedre, så skal også SDU tage skridt i retning af at basere en større del af universitetets aktiviteter på eksterne midler. Ikke for at blive større. Men for at skabe fundamentet for endnu mere og bedre forskning.

Den tredje og sidste forudsætning, jeg vil fremhæve, er rimelige rammevilkår. SDU er et internationalt orienteret, regionalt forankret kvalitetsuniversitet. Vi er stolte af - og sætter en ære i - at levere kvalitetsuddannelser i fem byer spredt over hele regionen.

Men de nuværende rammevilkår udfordrer os. For uanset hvor godt vi gør det, så vil ikke alle vores mindre uddannelsessteder være økonomisk bæredygtige i en tid med faldende ungdomsårgange. Vi har derfor brug for en politisk håndsrækning og forbedrerede rammevilkår for vores uddannelser uden for de største byer.

Vi har læst den såkaldte regionaliseringsaftale. Og den rummer fornuftige elementer. Men for nu at parafrasere Henry Kissinger, så spørger vi alligevel Christiansborg: "Is this the best you can do?". Vi bidrager gerne til "Flere og bedre uddannelser i hele Danmark". Men vi kan ikke gøre det uden substantielle investeringer i det regionale udbud af uddannelser.

Vi har brug for større decentrale tilskud eller en markant højere STÅ-takst uden for de største byer.

Det var musikeren, Peter Bastian, der påpegede, at "det eneste, der betyder noget i livet, er kvaliteten af de spor, du trækker efter dig". Når vi til december afholder årets sidste bestyrelsesmøde på SDU, får jeg lejlighed til at takke den afgående bestyrelsesformand for den store indsats. Lad mig her nøjes med at understrege, at de spor, du - Niels - trækker efter dig på SDU, er af en fornem kvalitet.

Din hånd på roret har været sikker, og din evne til at manøvrere skibet igennem nogle gange farefuldt og uroligt farvand uforlignelig. Du har samtidig evnet at skubbe SDU i retning af såvel større relevans som højere kvalitet. Det gør kun din indsats for universitetet endnu mere beundringsværdig.

Solen skinner på SDU. Og det er i høj grad din fortjeneste, Niels.

Tak for det og tak for ordet!


Sidst opdateret: 31.10.2022