Cand.merc.aud.-uddannelsen (revisorkandidatuddannelsen) er en forskningsbaseret videregående teoretisk overbygningsuddannelse på kandidatniveau.
Da cand.merc.aud.-uddannelsen er den teoretiske del af uddannelsen til statsautoriseret revisor, vil kandidaten, når uddannelsen er gennemført, have opnået de teoretiske kvalifikationer til at udøve revision af private og offentlige virksomheder og institutioner.
Viden og forståelse
En kandidat i revision, cand.merc.aud., har viden om de regnskabsmæssige og retlige områder, der er tilknyttet revision af virksomheder. Denne viden er baseret på den højeste internationale forskning.
Kandidaten kan på et videnskabeligt grundlag reflektere over denne viden samt identificere relevante problemstillinger.
Færdigheder
Kandidaten kan udvælge og anvende de enkelte fagområders videnskabelige metoder og teorier til at beskrive, afgrænse, analysere og løse revisionsmæssige, regnskabsmæssige, erhvervsretlige og skatteretlige problemstillinger.
Kandidaten kan formidle sin viden og diskutere denne type problemstillinger med fagfæller, virksomheders ledelse samt øvrige interessenter inden for revisors virke.
Kompetencer
En kandidat i revision kan styre de komplekse og uforudsigelige arbejds- og udviklingssituationer, der opstår indenfor revisors arbejdsområder og indenfor uddannelsens konstituerende fagområder. Kandidaten kan selvstændigt igangsætte og gennemføre samarbejde og påtage sig et professionelt ansvar under overvejelse af etiske aspekter.
Kandidaten kan tage ansvar for egen faglig udvikling. Kandidaten har kompetence til beskæftigelse i den offentlige og den private sektor.