Skip to main content

 Bliv klog på den gode historie og på plot, karaktertegning, scener, dialog og fortællerroller.

Konkrete journalistiske eksempler og akademisk teori går hånd i hånd, og du laver journalistiske opgaver på alle sporets kurser.

Digitale moduler, du tager i dit eget tempo og derudover møder med andre studerende og begejstrede, engagerede undervisere, som udfordrer og inspirerer dig.

Mulighed for at arbejde med fortællingen på alle platforme – lyd, skrift, video, tiktok, instagram og meget mere.

Fortællingsindsigten vil gøre dig til en bedre journalist – også når du arbejder med andre genrer.

 

Hvorfor skal du blive en bedre fortæller

Lige siden urmenneskerne samledes om bålet for at høre om en vild mammutjagt, har vi fortalt historier.

Gamle bønder har givet erfaringer videre, når de fortalte om fortidens dumme dyrkningsbeslutninger, sømænd er kommet hjem med inspirerende beretninger om hvordan folk levede under fremmede himmelstrøg og i skillingsviserne sang man om kærlighedskvaler, mordbrand, svig og alle de drifter der ikke er til at styre. 

Historierne har fået os til at forstå os selv, hinanden og den verden, vi lever i – og det gør de stadig.  Den gode fortælling findes langt tilbage i journalistikken, og i de seneste årtier er den fortællende journalistik blevet en populær genre, der låner af fiktionens virkemidler for at bringe os helt tæt på andre mennesker og fremmede miljøer.

Den fortællende journalistik beskæftiger sig med hvorfor i stedet for hvad, menneske i stedet for system, nuancer i stedet for stereotyper og refleksion i stedet for konklusion. Og den er derfor en vigtig modvægt i en tid, hvor meget af samfundssamtalen foregår i sort-hvide absolutter.

Selv om du ikke har planer om at blive featureskribent kan den fortællende journalistiks tankegange, arbejdsmetoder og formgreb alligevel gøre dig til en væsentlig skarpere og mere appellerende journalist.

Du lærer at arbejde med scener og dialog, hvor modtageren selv skal afkode relationer og betydning, du får indsigt i plot og fortællemodeller, så du kan skabe fremdrift i historien, du lærer research- og interviewmetoder, som gør dig i stand til at lave skarpe sanselige rekonstruktioner af fortidige begivenheder og du kommer til at eksperimentere med hvordan fortællerrollen kan gøre en fortælling endnu stærkere.

Alt sammen kompetencer og en bevidsthed om den gode historie, som med stor fordel kan bruges som enkeltelementer i andre journalistiske genrer og i den hurtige dag-til-dag-journalistik.

 

Hvordan lærer du?

Fagene på Det fortællende spor er bygget op af en række digitale moduler, som du kan indtage hvor og hvornår det passer dig. Modulerne består af teoretiske tekster og en række konkrete journalistiske eksempler, underviserne møder du i undervisningspodcasts, hvor vi udfolder modulets tema, fortæller om arbejdsmetoder og formgreb og trækker røde tråde mellem pensum og eksempler.

 

Vi supplerer altid de digitale moduler med en række ”live”-aktiviteter (digitalt og nogle gange fysisk) – det kan være spørgetimer, coaching, sparring, feedback, inspiration udefra eller øvelser. I live-sessionerne er det jeres produktioner, der er i centrum, og du vil blive udfordret både på din fortællerrolle, dine arbejdsmetoder og dit formsprog, så du bliver mere bevidst om dit eget potentiale og kan udvikle det.

 

Vi gør meget ud af at skabe en stærk sammenhæng mellem teori og praksis, så de akademiske tekster og tankegange altid bliver sat i forhold til konkrete journalistiske eksempler. I alle kurserne på Det fortællende spor skal du desuden selv producere journalistiske historier, hvor du eksperimenterer med den fortællende journalistiks genretræk og metoder.

 


"Faget 'Jagten på fortælleren' er uden sidestykke det fag, jeg har fået mest ud af i min tid på universitetet. Kombinationen af Rasmus Rønlev og Susanna Sommers viden og faglighed er helt genial, samtidigt med at det mærkes tydeligt, hvor stærkt de brænder for netop dette emne.

 

Som journalist og historiefortæller kan jeg næsten ikke forstille mig noget mere relevant end at dykke ned i fortælletyper, fortællestil og alt indimellem. Hvis jeg kunne tage faget en gang til, gjorde jeg det.”

 

Ann Lind Østermark, tidligere studerende


  

Hvad lærer du?

På Det fortællende spor får du både oversigtsfag og fag, hvor du kan nørde et bestemt tema. Oversigtsfagene er:

Fortællende journalistik, hvor vi dykker ned i genrens vigtigste karakteristika – den fortællende ide, research- og interviewmetoder, karaktertegning, scene og plot.

Jagten på fortælleren 1 og 2 er fag, hvor vi ser på hvordan fortælleren påvirker en fortælling og på hvordan man kan udvikle fortællerroller, der gør historien større og bedre. Fortællerrollen er meget underbeskrevet i den journalistiske teori, og derfor har vi skabt en samlet tænkning om fortælleren og en fortællermodel, der gør det let at tage mere bevidste valg om hvilken fortæller en historie har brug for.

 

Derudover er der en række valgfag, hvor du får mulighed for at specialisere dig mere indenfor fortællende metoder og platforme – det kan være et kursus, hvor du dykker ned i de interviewmetoder (fx. debriefing og momentinterview), som er nødvendige for at kunne skabe en fortællende historie eller du kan lære at arbejde med den fortællende journalistik på lyd.

 


I ‘Jagten på fortælleren’ er jeg ikke kun blevet klogere på mig selv og min rolle som fortæller; jeg har også udviklet begge dele til noget, som jeg synes, jeg kan være bekendt at vise frem. Det hænger nok også sammen med, at jeg i løbet af kurset har fået meget mere tillid til min rolle som fortæller, og at jeg har noget at byde ind med.

 

Alt dette på grund af de andre dygtige og engagerede studerende, men mest på grund af Rasmus og Susanna, som simpelthen er de bedste undervisere, jeg har haft. De går ikke kun op i undervisningen og fagets emne i sig selv, men også i os studerende, og at vi udvikler os som fortællere. Kort sagt ville jeg ønske, at jeg kunne tage faget igen!”

 

Maria Jönsson, tidligere studerende



Hvordan kan man tage uddannelsen

Der er to måder man kan læse Fortællerlinjen: Man kan enten tage den på Cand.Public, der  er en to-årig kandidatuddannelse i journalistik på Syddansk Universitet, eller man kan læse det som enkeltfag på universitetet.

 

Cand.public

Cand.public-uddannelsen er til dig der vil være dygtigere til journalistik, lære nye discipliner, vil specialisere sig, fordybe sig i faget eller få inspiration og kvalifikationer til at skifte retning i arbejdslivet.

 

Du kan læse mere om cand.public-uddannelsen her og hvad det kræver for at blive optaget 

 

Enkeltfag

De enkelte fag på Fortællerlinjen bliver som noget nyt også udbudt som enkeltfag. Mere info om dette følger senere på efteråret.

 


”Jagten på fortælleren var ikke bare super spændende undervisning, det var også et fag som gjorde at jeg bare fik lyst til at læse flere lektier, lave mere journalistik og fortælle alle om retoriske begreber, fortællerkonstruktioner og fantastisk journalistik som faget indeholder. Jeg har set frem til hver eneste undervisning, opgave og internat.

 

Og så er det det fag, hvor jeg har følt mig tættere på mine undervisere, på trods af at undervisning har være online.”

 

Josephine Cecilie Nue Møller, tidligere studerende