Skip to main content

MAPP 2 

Baggrund:

Antipsykotisk medicin, anvendt til behandling af psykisk sygdom, kan give hjerterytmeforstyrrelser, der i sjældne tilfælde kan være livstruende. 

Hvem og hvor  mange i behandling med antipsykotika, der har tilbøjelighed til rytmeforstyrrelser, vides ikke, da monitorering af rytmeforstyrrelser over lang tid med udstyr som Holtermonitor er uhensigtsmæssig. Derimod ved vi, at den forventede levetid for patienter med psykisk sygdom er 20 år kortere end for resten af befolkningen.


Da det ikke er alle hjerterytmeforstyrrelser, patienten kan mærke, er det kun ved at registrere hjerterytmen over lang tid, vi kan få et entydigt svar på, om patienten udvikler hjerterytmeforstyrrelse i behandlingsperioden.

I MAPP 1 studiet, hvor 20 deltagere i antipsykotisk behandling fik indopereret en lille chip ( loop recorder) og blev fulgt tæt i ½ år, blev der ikke registreret fysiske eller psykiske gener hos deltagerne.

Formål:

Studiets formål er at afklare i hvilket omfang antipsykotika giver anledning til hjerterytmeforstyrrelser. 
Ved at identificere antipyskotisk behandlede patienters udvikling af hjerterytmeforstyrrelser og få indblik i mere specifikke risikofaktorer for disse, får vi mulighed for at forebygge forekomsten af rytmeforstyrrelser og dermed medvirke til at forhindre de potentielt dødelige hjerterytmer hos patientgruppen.

I forskningsstudiet vil vi belyse, om uregelmæssig hjerterytme i sig selv udløser et hjertestop, eller om der er andre faktorer, som påvirker udfaldet – for eksempel livsstil, højt BMI, misbrug, om det er dosisafhængigt eller afhængigt af, om patienten behandles med flere  psykofarmaka samtidigt.
Studiet kan på sigt være med til at gøre en forskel i forhold til, hvordan vi, både i Danmark og internationalt, behandler en ofte sårbar patientgruppe.
 

Metode:

Studiet er et prospektivt kohorte studie med patienter i antipsykotisk behandling. Det udføres i samarbejde mellem psykiatrien og hjerteafdelinger i alle danske regioner.

Der skal i alt indgå 600 patienter, i alderen 18 år til 50 år, fordelt med 500 patienter i antipsykotisk behandling  og en sammenlignelig kontrolgruppe på 100 ”ikke antipsykotisk medicineret” deltagere.
   
For at følge hjerterytmen implanteres en lille loop recorder, under huden på brystkassen hos deltageren.
Hjerterytmen kan herefter registreres og aflæses løbende og dermed kan både hyppighed og type af eventuelle hjerterytmeforstyrrelser bestemmes over en lang periode. 

I den indledende fase screenes deltageren i lokalpsykiatrien eller alternativt eget hjem. Efterfølgende indsættes og aflæses loop recorderen ved besøg på Kardiologisk afdeling, der tager ca. 2 timer . 
Herefter vil der hvert ½ år i en 2-årig periode, være opfølgning, bl.a. med aflæsning af loop recorderen.  I forbindelse med sidste aflæsning fjernes loop recorderen og deltagelse i forsøget slutter.