Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Kursus i traumetests til børn

børn, der leger

 

3-dages kursus i traumetest til børn 

Vi udbyder et tredages kursus i traumetest til børn. På kurset gives en introduktion til viden og forskning indenfor traumer og PTSD hos børn. Kursisterne oplæres i Diagnostic Infant and Preschool Assessment (DIPA), tegneserietesten Thomas og story-stem redskabet Odense Child Trauma Screening (OCTS). Testmaterialer er inkluderet i prisen. Obs. OCTS-kuffert med hus og familie kan tilkøbes separat, pris 2.200 kr. Læs mere om de tre traumetests nederst på denne side. 

Kurset henvender sig hovedsageligt til psykologer. For deltagelse af andre faggrupper, kontakt os da på kursus.psykotraume@health.sdu.dk.

Efter deltagelse på kurset kan du som psykolog blive certificeret i administration og kodning af OCTS. Certificeringen er et ekstra kvalitetsstempel af psykologens arbejde med testværktøjet. Læs mere om certificeringsforløbet her

Undervisere:
Anna Sofie Slot, cand.psych.aut. og specialist i klinisk børnepsykologi & 
Anne Vagner Jakobsen, ph.d., cand.psych.aut. og specialist i neuropsykologi for børn og unge. 

 

Kurset er godkendt til specialiseringsmodulet (18 timer)

Psykotraumatologi, 14.4.4.2.4. Valgfri del
Klinisk børnepsykologi, 6.4.4.2.2. Psykologiske undersøgelsesmetoder.
Psykoterapi med børn, 12.4.4.2.1. Klinisk psykologisk undersøgelsesmetodik
Klinisk børneneuropsykologi, 7.4.4.2.3. Udredningsprocedure


Kursusdatoer 2025

D. 2., 3. og 4. april 2025 (invitation)

D. 7.,  8. og 9. maj 2025 (invitation)

D. 30., 31. oktober og 1. november 2025 (invitation

 

Kursuspakker og priser

Kursuspakke:

Deltagelse på de tre kursusdage. Oplæring i administration og scoring af DIPA, Thomas-testen og OCTS.
Pris 4.900 kr.

Kursus-  og certificeringspakke:
Deltagelse på de tre kursusdage. Oplæring i administration og scoring af DIPA, Thomas-testen og  OCTS, og efterfølgende certificering.
Pris 11.000 kr.

Certificeringspakke:
Certificering i OCTS (for dig, der tidligere har deltaget på kurset).
Pris 7.500 kr.

 

Tilmelding

Tilmelding foregår ved at sende en mail til kursus.psykotraume@health.sdu.dk. I mailen bedes du oplyse: 

  • Kursusdatoer
  • Ønsket kursuspakke
  • Fulde navn
  • Faglig baggrund (psykolog, socialrådgiver, psykoterapeut)
  • Arbejdsplads
  • E-mail

Du vil herefter modtage et betalingslink, såfremt der er plads på kurset.

 

Regler for tilmelding

Følgende regler er gældende i forbindelse med tilbageføring af kursusgebyr og ønske om at få flyttet kursusdeltagelse: 

  • Seneste mulighed for at få rykket sin kursusdeltagelse til et senere planlagt kursus: 2 uger før kursusdatoen for det kursus, man er tilmeldt. 
  • Seneste afbudsfrist for tilbageføring af fuldt kursusgebyr 2 uger før kursusdatoen. Ved afbud mindre end to uger før kursusdatoen, er det ikke muligt at få tilbageført det fulde kursusgebyr.

I særlige tilfælde kan der afviges fra ovenstående (fx i tilfælde af kritisk sygdom mv.). Kontakt os da via mail kursus.psykotraume@health.sdu.dk .

 

 

Undervisere

Hvad får du af viden på vores kurser?

DIPA

DIPA er et semistruktureret forældre-interview målrettet børn i alderen 1-6 år. DIPA er udviklet af professor Michael Scheeringa fra Tulane University, som er en af de førende forskere i validiteten af PTSD-diagnosen til førskolebørn og forsker i traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi til førskolebørn. Videnscenter for Psykotraumatologi har oversat DIPA’en til dansk og valideret den i en dansk kontekst. DIPA’en er udviklet til at afdække udviklingsspecifikke symptomer for førskolebørn og dækker alle symptomer på PTSD, depression, bipolar-affektiv sindslidelse, ADHD, adfærdsforstyrrelse, usocialiseret adfærdsforstyrrelse, abnorm separationsangst, enkeltfobi, socialfobi, generaliseret angst, OCD, reaktiv tilknytningsforstyrrelse og søvnforstyrrelse.

Thomas-testen

Tegneserie-testen anvendes til at afdække symptomer på PTSD hos børn i alderen 6-12+ år. Thomas-testen er oprindeligt udviklet af Dr. Richard Neugebauer fra Columbia University i 1990’erne. Videnscenter for Psykotraumatologi har oversat og tilpasset den amerikanske version til dansk og valideret den med forskellige grupper af danske børn. Thomas-testen findes i 6 versioner til at afdække PTSD-symptomer efter oplevelse af 1) Vold i hjemme, 2) Seksuelt overgreb begået af en voksen, 3) Brand, 4) Dødsfald af nærtstående, 5) Sygdom hos barnet og 6) Flugt fra krig. Testen vurderes velegnet til skolebørn, der endnu ikke har opnået et abstrakt sprogligt niveau, tosprogede børn og børn med opmærksomhedsvanskeligheder.

Odense Child Trauma Screening (OCTS)

OCTS er et story stem-screeningsredskab, der kan bruges i den psykologiske vurdering af børn i alderen 4-8 år. OCTS er udviklet til at screene for, om barnet under en struktureret lege-opsætning udviser tegn på at være traumatiseret. Der anvendes leg og historiefortælling med figurer og et dukkehus i LEGO®.

Udfordringer i udredningen af yngre børn, der har været udsat for traumatiske oplevelser, indebærer, at børn kan have svært ved at tale om deres oplevelser og symptomer, fordi sproglige og kognitive evner stadig er under udvikling. Derudover kan børns traumesymptomer fremstå anderledes end voksnes, typisk udtrykt i adfærdsmæssige manifestationer eller for eksempel i barnets leg. Story stem-redskaber er strukturerede lege-interviews til førskolebørn og skolebørn, der er bygget op om korte fortællinger og lege med dukker og figurer, som intervieweren starter, og som barnet bliver bedt om at fortsætte. Gennem barnets leg og fortælling observeres barnets adfærd og barnets indre psykiske liv, mentale repræsentationer og strategier for emotionsregulering evalueres psykometrisk. Ved brug af OCTS sikres en struktureret og kontrolleret testsituation, der er tilpasset barnets alder og sproglige udviklingsniveau. Legen kan desuden fungere som et tryghedsskabende element for børn, der ellers kan have svært ved at indgå i andre testsammenhænge.

OCTS udføres ved at følge et manuskript for udvalgte historier og for, hvordan der kan spørges ind til uklarheder i barnets leg og historier. Hele testen filmes og opgøres (kodes) efterfølgende. Kodningen foregår ud fra et kodningssystem udviklet på Videnscenter for Psykotraumatologi. Certificering i administration og kodning af OCTS er målrettet psykologer og sker ved deltagelse på kursus hos Videnscenter for Psykotraumatologi. Videnscenteret har nu færdiggjort den præliminære validering af OCTS.

Sidst opdateret: 21.11.2024