Når et menneske rammes af en traumatisk begivenhed sender det chokbølger gennem hele familien og omgangskredsen. Mange overvældes af magtesløsheden over ikke at kunne gøre noget og ønsker, at de kunne overtage smerten. Men der er meget man kan gøre som pårørende.
Denne side samler en række forslag til, hvad man kan gøre for at hjælpe den ramte igennem krisen. Det kan også være en god idé at læse om efterreaktionerne, så man er forberedt på, hvad man kan forvente af den ramte.
I afsnittet pårørende i krise berøres desuden en række nye forskningsresultater som viser, at mange pårørende også har symptomer på posttraumatisk stress.
Når det lige er sket
Den ramte er chokeret, græder måske voldsomt, ryster eller taler usammenhængende. Du skal som pårørende gøre dit bedste for at rumme alle disse umiddelbare reaktioner ved at bevare roen og vise den omsorg, der falder dig naturligt.
- Vis den ramte at du er til rådighed ved at være fysisk til stede.
- Skjul ikke dine følelser, fordi du skal være den stærke. Det er ok at vise, at du er berørt af situationen.
- Sørg for at genetablere sikkerhed og tryghed – det kan være den ramte skal på sygehuset, et voldtægtscenter eller krisecenter, i andre tilfælde skabes trygheden f.eks. ved, at der hele tiden er nogen hos den ramte, også om natten.
- Hjælp den ramte med at huske vigtige beskeder/informationer og forbered ham/hende på, hvad der nu skal ske.
- Vær tålmodig. Den ramte er i en uvirkelig tilstand og kan i perioder være tavs, indesluttet og afvisende. Det betyder ikke, at han/hun ikke har brug for dig.
- Pres ikke den ramte til at tale om begivenheden, hvis han/hun ikke har lyst.
- Udtryk tydeligt, at den ramte ikke er en byrde eller er til besvær.
I ugerne og månederne efter
- Mange ramte har ikke overskud til at tage initiativ til kontakt. Sørg derfor jævnligt for at kontakte ham/hende.
- Tag dig af de daglige gøremål og praktiske opgaver – de kan virke uoverskuelige og ligegyldige for den ramte.
- Hvis der er børn i familien, vil det være en stor hjælp for den ramte, at du tager dig af dem og f.eks. sørger for en tur på legepladsen.
- Hjælp til med advokatkontakt, begravelse, politianmeldelse, tilhold og lignende.
- Nu vil de fleste være klar til at fortælle om, hvad der er sket. Tag dig god tid til at lytte til den ramte. Sørg for at I kan tale uforstyrret.
- Hold dig ikke tilbage, fordi du er bange for at den ramte vil begynde at græde. Det er naturligt at den ramte græder, det handler ikke om at du har gjort det værre ved at 'rode op i det'.
- Hold igen med udsagn som 'det går nok alt sammen' eller 'livet går jo videre'. Respekter at den ramte er i krise.
- Vær forberedt på, at den ramte kan blive angst for ting, du synes er ufarlige. F.eks. at handle ind eller køre i bus. Pres ikke på med fornuftige argumenter, men accepter angsten som en del af efterreaktionen og støt den ramte i, at overvinde angsten med små skridt ad gangen.
- Bliv ved med at lytte. Den kriseramte har brug for at fortælle sin historie mange gange i de efterfølgende måneder. Stopper de pårørendes støtte, kan den kriseramte i værste fald få det værre igen.
For personer i omgangskredsen
Bliver et menneske i din omgangskreds ramt af en traumatiserende begivenhed – en kollega, medstuderende eller bekendt, som du ikke har et specielt nært forhold til – kan det være svært at vide, hvordan man skal reagere og hvad man skal sige.
- Det vigtigste er, at du viser at du ved det. Mange ramte føler stor ensomhed, hvis folk lader som ingenting. Det kan være nok at sige 'det gør mig ondt, hvad der er sket'. Så er tavsheden brudt
- Har den traumatiske begivenhed taget hårdt på hele familien, kan du være til stor hjælp for den ramte, fordi du har større overskud end de nærmeste pårørende har. Måske er det ikke dig der skal trøste, men det kan være dig der tager dig af nogle af de praktiske opgaver.
- Luk den ramte ind i fællesskabet, fortæl om små og store nyheder på arbejdspladsen/studiet/i vennekredsen.
- Spørg den ramte, hvis der er noget du vil vide – undgå sladder og hvisken i krogene.
Pårørende i krise
Pårørendes reaktioner på den traumatiske begivenhed har længe været overset. Ny forskning har dog kastet lys på emnet, og de første tal er desværre alarmerende; omkring halvdelen af de pårørende til voldtægtsofre (Bak, 2006) og kræftramte (Elklit & Reinholt, 2007) udviser symptomer på posttraumatisk stressforstyrrelse. Rigtig mange pårørende er altså selv i krise.
Det er svært at støtte en kriseramt, hvis man selv er overvældet af det der er sket. Det kan derfor være lige så vigtigt at du også har nogen at tale med, og andre pårørende til at aflaste dig. En undersøgelse (Bak, 2006) viser, at over 70 % af de pårørende til voldtægtsofre oplever, at de har haft behov for hjælp til at bearbejde overgrebet.
Sygesikringsordningen, der sikrer tilskud til psykologsamtaler, har inkluderet nogle få pårørendegrupper.
- pårørende til alvorligt psykisk syge personer
- pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
- pårørende ved dødsfald
Henvisning til en psykolog får man hos sin praktiserende læge. Din læge vil ud fra en samtale med dig, vurdere om du opfylder de betingelser, der stilles for at man kan få tilskud til psykologhjælp via Sygesikringen. Som udgangspunkt skal man henvende sig inden for 6 måneder efter hændelsen.
Mange foreninger har støttetilbud til pårørende og efterladte.