Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Mere fokus på fedmeforskning

Overspisning er en spiseforstyrrelse og bør være en diagnose på lige fod med anoreksi, mener psykolog Anette Ilfeldt.

I et debatindlæg i Politiken skriver hun direkte til sundhedsminister Bertel Harder, idet hun er frustreret over ministerens prioriteringer. På trods af at det danske samfund har brugt millioner af kroner på at bremse en af de største trusler mod vores sundhed – fedmen – så er antallet af svært overvægtige danskere alligevel fordoblet på 20 år. I dag lider ca. 600.000 voksne danskere af fedme.

Anette Ilfeldt mener derfor, at det er nødvendigt med en mere differentieret behandling. ”Jeg kunne tænke mig, at de psykologiske tests, der påviser sammenhængen mellem overspisning, psykiske traumer, stress og depression kunne benyttes til en differentieret behandlingsplan, således at overspisning blev en diagnose: den tredje spiseforstyrrelse på lige fod med bulimi og anoreksi”, forklarer Anette Ilfeldt. Hun foreslår derfor ministeren at oprette et forskningscenter, hvor læger, psykologer, diætister og motionskyndige kunne arbejde sammen og nå frem til forskellige relevante behandlinger af de overvægtige.

På Institut for Psykologi på Syddansk Universitet arbejder Maja Johannsen og Nina Nonboe Beck i øjeblikket på et review, der skal vise om psykologisk intervention kan forbedre effekten af fedmeoperationer. Desuden kan der også henvises til Stine Rønholts speciale fra 2007 med titlen Posttraumatisk stress syndrom som risikofaktor for udvikling af fedme.


Af Anne Bebe
Kilde: Politiken
Redaktionen afsluttet: 02.08.2011