Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Psykiatriske patienters høje dødelighed skal mindskes

Patienter med en psykiatrisk lidelse dør 20 år tidligere end andre. Nyt initiativ skal sikre patienterne en bedre behandling og hjælp til at leve sundere.

Psykiatrien skal i gang med en målrettet indsats for at mindske patienternes høje dødelighed. Efter sommerferien udbyder Sundhedsstyrelsen en pulje på 13,6 millioner kroner til projekter, der skal hjælpe patienter til en sundere livsstil, kortlægge deres medicinering og udrede deres fysiske sygdomme. Puljen er en del af satspuljeforliget fra 2010.

Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad viser en fællesnordisk undersøgelse, at mænd med psykiske lidelser dør 20 år tidligere end andre mænd, mens psykisk syge kvinder har udsigt til at leve 15 år kortere end deres medsøstre. Det skyldes en overhyppighed af selvmord, bivirkninger ved medicinen, en mere usund livsstil, samt at psykiatriske patienter i mange tilfælde får en dårligere behandling for deres fysiske sygdomme, fordi deres symptomer bliver negligeret i sundhedsvæsenet.


"De psykiatriske patienters høje dødelighed skyldes flere faktorer, og vi vil bevilge penge til en indsats, der skal støtte patienter i at opnå en sundere livsstil, kortlægge medicineringen og udrede patienternes fysiske sygdomme," siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef, Anne Mette Dons.

Initiativet hilses velkomment af overlæge og professor Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center København.

"13 millioner kan ikke løse problemerne, men det er en god begyndelse," siger Merete Nordentoft.

I et forsøg på at forebygge den høje dødelighed er Psykiatrisk Center København i øjeblikket i gang med at udvikle et stort program, Change, der forventes at koste 20 millioner kroner. Som led i projektet skal i alt 400 patienter indgå i et forsøg, hvor halvdelen af patienterne tilbydes fysisk aktivitet, sundere kost og tilbud om rygestop, mens den anden halvdel indgår i en kontrolgruppe.

"Det er lige så kompliceret for psykiatriske patienter som for alle andre at ændre livsstil. En af planerne er at ansætte en særlig livsstils-coach, der kan hjælpe patienterne med rygestop, bedre kost og mere motion i hverdagen," fortæller Merete Nordentoft, som understreger, at projektet skal inddrage hospitalet, distriktspsykiatrien og de kommunale væresteder.

Formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, mener, det er på høje tid, at sundhedsvæsenet tager de psykiatriske patienters overdødelighed langt mere alvorligt.

"Projektet er en begyndelse, men det er ikke sådan, at jeg bøjer mig i taknemmelighed. Når vi har tal, der viser, at psykiatriske patienter dør 20 år tidligere end alle andre, er det lidt af en fornærmelse at stille op med så få penge. Men hellere det end ingenting. En del af overdødeligheden skyldes, at psykiatriske patienter ikke får den samme udredning for fysiske sygdomme som andre, og det mener vi er en overtrædelse af FN's Handicapkonvention," siger Knud Kristensen og henviser til, at konventionen giver handicappede ret til samme sundhedsbehandling som alle andre.

Af Britta Søndergaard
Kilde: Kristeligt Dagblad

Redaktionen afsluttet: 17.05.2011