Lang ventetid på traume-hjælp
Region Midtjylland har en gennemsnitlig ventetid på næsten seks måneder, inden flygtninge kan få behandlet deres krigstraumer.
Flygtninge med krigstraumer må i gennemsnit vente i fem måneder og 24 dage, inden en henvisning til psykologhjælp kan veksles til egentlig behandling i Region Midtjylland.
Den lange ventetid er særdeles problematisk, mener Thorstein Theilgaard, som er generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri:
»Der er risiko for, at traumerne forplanter sig og bliver umulige at afhjælpe. At sætte folk på venteliste er på ingen måde nogen hjælp. Det er dybt ulykkeligt.«
Per Jørgensen, cheflæge i psykiatrien i Region Midtjylland, erkender problemet:
»Det er selvfølgelig problematisk, at vi ikke er i stand til at behandle alle inden for et par måneder. Disse mennesker risikerer at være syge på en måde, så de uden behandling koster samfundet mange penge,« siger han med henvisning til, at mange bl.a. har problemer med at komme ind på arbejdsmarkedet.
Flere henvisninger
Han begrunder ventetiden med, at antallet af henvisninger er vokset de seneste år. Men han glæder sig over, at regionen behandler flere patienter end tidligere.
I perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. maj 2009 afsluttede man i regionen 293 behandlinger. Det efterfølgende år var tallet 391.
Trods behandlingsretten på to måneder er der ikke noget alternativ til at vente.
»Vi er i den helt særlige situation, at der ikke er nogen privathostpitaler, som kan tilbyde disse mennesker hjælp, hvis de ikke kan komme til inden for to måneder,« siger Per Jørgensen.
På Klinik for Traumatiserede Flygtninge i Aarhus mener centerleder Annemarie Gottlieb, at ventetiden ikke er lige problematisk for alle, fordi nogle har gået med deres traumer så længe, at et par måneder fra eller til ikke gør nogen nævneværdig forskel.
Hun er mest bekymret for flygtninge med små børn.
»Vi ser nogle børn, som selv får psykiske problemer, fordi de bliver præget af forældre, der har det skidt,« siger Annemarie Gottlieb.
Af Jacob Haislund Rasmussen
Kilde: www.jpaarhus.dk