Kære minister,
kære rektor,
bestyrelse, kolleger og samarbejdspartnere af universitetet
Og sidste men ikke mindst, kære studerende ved Syddansk Universitet.
Det er en ære for mig at modtage forskningskommunikationsprisen 2022. Som forskere har vi både en ret og en pligt til formidling. Jeg er beæret over at have været med til at løfte en del af den opgave på vegne af Syddansk Universitet, og jeg er taknemmelig for, at universitetet vedstår sig sit ansvar for oplysning ved at uddele denne pris.
I dag vil jeg adressere et forfatningsretligt emne, der har været genstand for meget stor opmærksomhed i den offentlige debat i snart to år. Mit afsæt hertil er at tale om retsstaten.
I 1800-tallet satte den tyske retsvidenskab alle kræfter ind på at skabe den ideelle retsstat. Med idealbilledet af en Rechtstaat mente man "et system af regler skabt af akademiske eksperter med henblik på at eliminere alle former for arbitrær magtudøvelse."
Den retsstat, der blev skabt, er stadig et forbillede for den tyske og også den danske retstradition for kontrol med staten, kontrol med forvaltningen og kontrol med magthaverne.
Den danske retsstat kom til udfoldelse inden for rammerne af en fri demokratisk forfatning hvor enevælde og absolutisme blev afløst af et demokrati, der var baseret på Montesques magtfordelingslære.
Hvis jeg skal fremhæve ét vigtigt juridisk begreb, som er omdrejningspunktet for retsstaten, så må det være legalitetsprincippet.
Som vi forstår princippet i dansk ret, så omfatter det for det første kravet om hjemmel. Vil man gøre indgreb i borgernes retsforhold - som vi siger på juridisk - så kræver det hjemmel i lov.
Legalitetsprincippet træder aller tydeligst frem i strafferetten, hvor den fundamentale regel på latin lyder nulla poena sine lege "ingen straf uden retsregel."
Staten må ikke straffe en borger, hvis ikke staten har klar hjemmel til det i lov - i praksis straffeloven.
For borgerne gælder det derfor, at alt det, som ikke er forbudt - det er tilladt.
Men omvendt gælder det for staten, at alt det som ikke er tilladt for staten at gøre over for borgeren - det er forbudt.
Ejendomsrettens ukrænkelighed hører til blandt de ældste menneskerettigheder og den nævnes i erklæringen om borgerrettigheder fra den franske revolution i 1789. Det er oplagt, at ethvert indgreb i borgernes ejendom, også retten til at drive en virksomhed, kræver hjemmel i lov. Det følger direkte af den danske grundlovs paragraf 73, der slår fast, at der kun må ske indgreb i ejendomsretten ifølge lov.
Der er god grund til at huske på legalitetsprincippet nu hvor vi nærmer os demokratiets festdag - folketingsvalget på tirsdag.
Hvorfor er dette så tilfældet? Hvori består forbindelsen mellem kravet om hjemmel og demokrati?
Svaret på det spørgsmål ligger lige for. Folketinget er efter grundlovens § 3 en del af den magt, som vedtager den loven.
Og det er Folketinget som dermed giver regeringen beføjelser eller hjemmel til at handle på et givent område.
Set fra et forfatningsretligt perspektiv er dette grunden til, at sagen om regeringens beslutning om aflivning af alle mink i Danmark, den sag, der direkte førte til Folketingsvalgets udskrivelse, både er en dybt principiel sag - og en rendyrket juridisk skandalesag. Det var en skandale, at mange embedsmænd i centraladministrationen vidste, at beslutningen om aflivning af alle mink var ulovlig og at den information ifølge minkkommissionen aldrig nåede frem til statsministeren.
For mink-sagen handler ikke om en juridisk teknikalitet. Den handler om magtfordeling og den handler om forholdet mellem regering og Folketing.
Det centrale problem i mink-sagen er, at det var Folketinget - og ikke regeringen - som skulle have bestemt, at minkene skulle aflives.
Statsministeren har gentagne gange oplyst, at hun ikke vidste, der manglede lovhjemmel.
Samtidig har hun flere gange og senest ved Folketingets åbningsdebat fastholdt, at minkene under alle omstændigheder ville være blevet slået ihjel, hjemmel eller ej. Statsministeren henviser i den forbindelse til, at hvis hun havde vidst, der manglede lovhjemmel, så havde hun henvendt sig til Folketingets partier for at få skaffet denne hjemmel, med fremsættelse af et lovforslag. Noget lignende var sket i marts 2020, da Folketinget ved en ændring af epidemiloven gav sundhedsministeren hjemmel til f.eks. at lukke butikker og restauranter.
Men netop her hopper kæden af. For statsministerens afgørende forsvar i mink-sagen forudsætter noget, der er uden for hendes kontrol.
Statsministeren forudsætter nemlig, at Folketinget ville vedtage en lov, der gav hjemmel til aflivning af alle mink og hjemmel til en nedlæggelse af minkerhvervet.
Det er altid let at være bagklog. Men set fra et statsretligt perspektiv holder forklaringen ikke vand.
For som situationen udviklede sig i dagene efter det famøse pressemøde, så kan det ikke med rimelighed anses for sikkert, at der ville blive vedtaget en lov, der gav hjemmel til aflivning af alle mink.
Panikstemningen over cluster 5-varianten og risikoen i forhold til vaccinerne blev meget hurtigt blev formindsket.
Og hvis Folketinget var blevet bragt på banen og regeringen havde fremsat et lovforslag om aflivning af alle mink, så følger det af vores grundlov, at en række retssikkerhedsgarantier havde været gældende - ikke mindst grundlovens § 41's krav om lovforslagets tre behandlinger.
Kravet om en grundig lovbehandling ville her meget vel kunne have betydet, at der havde været en regulær debat om hvorvidt avlsdyrene også skulle slås ned, om det virkelig var nødvendigt at aflive hele erhvervet.
Selvom statsministeren måtte have støttepartier, som kunne sikre regeringen over 90 mandater, ville det ikke være tilstrækkeligt til at sikre lovens gennemførelse, hvis man efter en parlamentarisk debat f.eks. havde stillet spørgsmål i forhold til avlsdyrene.
Blandt andet, fordi et mindretal i Folketinget, i medfør af grundlovens § 73, stk. 2, kunne have udnyttet, at der var tale om en ekspropriationslov, så lovforslagets gennemførelse kunne udskydes til efter et folketingsvalg.
Det er her problemet ligger i mink-sagen. Og det er derfor mink-sagen er en regulær juridisk skandale.
2021 blev året hvor vi for første gang i 25 år - og for kun anden gang siden 1910 - oplevede en rigsretssag. Rigsretten er en svær størrelse at forholde sig til. Beslutningen om at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg var svær for de fleste partier, og uanset hvordan det hele er endt efterlader sagens efterspil et mudret billede af et retsopgør.
Efter så mange måneders spekulationer og undersøgelser nåede vi frem til alvorens dag den 13.december 2021 hvor rigsrettens formand, Højesteretspræsident Thomas Rørdam, oplæste dommen over Støjberg med en straf på 60 dages ubetinget fængsel. Støjberg er den første, der nogensinde har fået en ubetinget fængselsstraf i rigsrettens historie - hun blev erklæret uværdig og smidt ud af Folketinget. Men nogle vil sige, at Støjberg har rejst sig som en fugl Fønix. Og at vores politikere har et mere end vanskeligt forhold til alt, der har med rigsretten at gøre, det er tydeligt, når det drejer sig om håndtering af tilfældet Inger Støjberg. I lyset af rigsrettens dom og i lyset af, at Inger Støjberg blev erklæret uværdig som medlem af Folketinget var der nok nogle hævede øjenbryn, da Støjberg kun uger efter at have smidt fodlænken kunne møde op som gæst til dronningens regentjubilæum, i øvrigt i selskab med op mod halvdelen af de rigsretsdommere, der havde dømt hende. Det er her værd at bemærke, at beslutningen om at invitere Støjberg med til bords ikke blev truffet af Hendes Majestæt Dronningen. Beslutningen blev uden tvivl truffet i Statsministeriet og den bekræftede den generelle opfattelse blandt de politiske partier - at selvom der i dag kun er gået 9 måneder siden rigsrettens dom, hvis Støjberg blive valgt ind igen, så vil et flertal i Folketinget ikke erklære hende uværdig igen i medfør af grundlovens § 30.
Folketingsvalget har i et hidtil uset omfang været præget af juridiske skandalesager. Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste er langt fra fuldt oplyst og jeg finder det vanskeligt på dette grundlag at konkludere yderligere på den sag.
Derimod mener jeg nok der er en rimelig chance for, at mink-sagen nu står foran sin afslutning.
Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror ikke på der kommer nogen rigsretssag mod Mette Frederiksen for regeringens rolle i mink-sagen. I lighed med en række øvrige juraprofessorer er jeg selv på baggrund af minkkommissionens rapport nået frem til, at det ikke med nogen form for sikkerhed kan slås fast, at Mette Frederiksen vil blive dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven ved at have handlet groft uagtsomt, da ordren til at aflive alle mink blev givet.
For det første så mener jeg ikke at kritikere af statsministerens håndtering i tilstrækkelig grad tager højde for at der var tale om en decideret nødsituation. At alle oplysninger i sagen her indikerer, at regeringen virkelig var bekymret, var meget bange for udsigten til et nyt Wuhan. Jeg er ikke enig med minkkommissionen i, at det forhold ikke skal tillægges vægt ved en ansvarsvurdering.
For det andet, så var det ikke så enkelt, at finde ud af, at der manglede lovhjemmel. Og det vil jeg sige med en vis sikkerhed, for dagen efter pressemødet, torsdag den 5. november, blev jeg selv ringet op af Jyllands-Posten, hvor jeg blev bedt om at forholde mig til, om aflivningen af alle mink var et ekspropriativt indgreb. Jeg vurderede her overfor avisen, at der meget vel kunne være tale om ekspropriation over for minkavlerne. Men jeg undersøgte ikke selv ned i detaljen, om der rent faktisk var hjemmel til at foretage indgrebet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv simpelthen tog det for givet at den fornødne hjemmel måtte være til stede. Det ville efter min opfattelse være en høj - og også for høj - standard for ministres agtpågivenhed, hvis det skulle forventes, at disse skulle have udspurgt deres embedsmænd om eksistensen af en hjemmel. På tidspunktet hvor beslutningen om aflivning af alle mink blev truffet, var der allerede aflivet millioner af mink - fuldt lovligt. Og når statsministeren forud for den skæbnesvangre beslutning - uge efter uge havde kunnet følge hvordan både syge og raske mink var blevet aflivet inden for sikkerhedszonerne, så har jeg svært ved at se det som særligt nærliggende for hende at betvivle hjemmelsgrundlaget.
Der er en del, der tyder på, at der efter folketingsvalget vil samle sig et flertal for en advokatvurdering af statsministeren i mink-sagen. Til det er der at sige, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses en rigsretssag suverænt ligger hos Folketinget. Om en sag skal rejses, er først og fremmest en politisk beslutning. Og det er en beslutning, der ikke skal overlades til jurister. I modsætning til instrukskommissionens betænkning over Støjberg, så giver minkkommissionens konklusioner i sig selv langt fra noget sikkert grundlag for at tro, at statsministeren vil blive dømt af rigsretten. Og det bør ikke være et tilfældigt københavnsk advokatkontors mere eller mindre kvalificerede gæt, der bliver udslagsgivende for Folketingets stillingtagen i denne her sag. Selvom advokater naturligvis godt kan hjælpe politikere med at forstå en betækning. Men mink-sagen foreligger i dag så oplyst, som den kan blive. Og også i forhold til spørgsmålet om en rigsretssag gælder derfor ordene, ingen over Folketinget!
Det var universiteterne i Tyskland i 1800-tallet som skabte rammerne for den retsstat vi kender i dag, med afgørende vægt på legalitetsprincippet og forvaltningsretlige grundprincipper om saglighed og udelukkelse af arbitrære beslutninger. Jeg er dybt beæret over at modtage forskningskommunikationsprisen for arbejdet med at bringe disse idealer frem i den offentlige debat og for dette universitets store engagement i den forbindelse.
Rigtig god aften.
Og rigtig god årsfest!