Et enten eller behøver ikke stå i vejen for et både og.
Kære alle sammen. Glædelig årsfest.
Livet som studerende er en rutsjebanetur. En tur der begynder med en forvirret stræben efter den rette forlystelsespark.
I 2017 blev SDU min forlystelsespark. Ikke fordi jeg havde hørt, der var de bedste rutsjebaner. Men fordi, det var den eneste forlystelsespark, der havde netop den forlystelse, jeg ville prøve.
I 2018 måtte jeg genoverveje mit valg. Her var det stadig ikke karrusellerne, der fik mig til at blive. Det var derimod de mennesker, der fyldte parken med energi, smil og minder.
Alle besøg i en forlystelsespark giver sug i maven. Sug, vi studerende oplever gennem hele vores tid. Behagelige sus ved læring og kys i fredagsbaren, og ubehagelige sus ved dumpede eksamener og fag.
Et særligt ubehageligt sus mærkede jeg og min nye kandidatårgang sidste år efter vores netop overståede eksamen. En vanlig fejring med beerpong i fredagsbaren og fest i byen, blev til en gedigen mavepuster, da vi vågnede op til en nyhed, man ville ønske man kunne sove sig fra.
Vores fællesskål fredag nat viste sig at være vores medstuderende Saras sidste. En for farlig hjemtur, for tæt på togskinnerne ved Odense Banegård blev desværre Saras sidste.
Selvom Sara kun havde været på vores årgang i 2 måneder, efterlod hun et tomrum. Et tomrum vi skulle udfylde sammen som medstuderende og venner. Og det gjorde vi. Vi rykkede sammen. Talte sammen, græd sammen og sørgede sammen. Og netop det fællesskab, bekræftede mig i, at jeg er det helt rigtige sted.
Sara. Vi taler stadig om dig. Vi husker dig. Og vi savner dig.
Sara var den studerende, der gav mere end hun tog. Typen, der med en kæk bemærkning gjorde en kedelig forelæsning sjov, og som på trods af sin størrelse fyldte i de store auditorier. Hun er min inspiration til den her tale.
Typer som Sara, er der heldigvis mange af på SDU. Og de er vigtige. Men de er også overset. Og de bliver anerkendt alt for lidt. Så den her tale er til jer.
Vi hylder i aften de videnskabelige succeser på SDU. Vores doktorer, æresalumner, endda vores bedste undervisere og forskningsformidlere. Tillykke til jer.
Men hvor er hyldesten til de studerende, der tør gå til højre, når andre går til venstre, dem der spørger hvorfor, når vi bare gør som vi plejer, og dem som altid stiller sig forrest i stedet for at lade andre tage slæbet.
De studerende der tænker andres studieliv og trivsel, før de tænker deres eget.
Jeg har et bud. Jeg har faktisk flere.
I aften vil jeg gerne hylde:
Pernille, min fagrådsformand på mit studie og resten af hendes fagrådshold,
Ida, Sille, Marius - mine medansvarlige for den sociale studiestart
Nanna, Mathias, Rikke, Aggi, Lucas, Thorbjørn, Maja, Yahya, Jonas, Victoria, Magda, Mathilde, Maria, Louise, Frederik - for jeres arbejde for Syddanske Studerende
Arrangørgrupperne fra både Semesterstartsfesten og Institutdysten - ligeledes fra Syddanske Studerende.
Theis, Mathilde, Karoline, Thomas, Mikkel, Sofie, Mads, Sille, for jeres store indsats i SDU Skiklub
Alle nævnt - ingen glemt.
For ellers bliver I ikke nævnt. Og det fortjener I. Og I er endda bare dem, jeg kender til her på SDU.
Listen er meget længere. Og alle på den fortjener mindst ligeså meget anerkendelse til en årsfest på SDU, som alle de andre prisvindere.
For mig løser I en mindst ligeså vigtig opgave for SDU. Uden jer ville mistrivsel, ensomhed og frafald være en markant større del af vores studieliv.
Den opgave fortjener en håndsrækning. Derfor foreslog jeg for 4 uger siden SDU's Bestyrelse at budgettere 1.000.000 kr. årligt til sociale og faglige fællesskaber på SDU.
En pulje, der fx kunne bruges til studierejser, kick-start til nyt forreningsliv eller bare som understøttelse til nogle af de 41 % af studerende, der i studiemiljøundersøgelsen svarer, at de føler sig ensomme i større eller mindre grad pga. manglende sociale tilhørsforhold.
Jeg ville se en bestyrelse der ville tage den gode historie på sig, sætte den million på budgettet og dermed kræve handling helt oppe fra SDU's øverste myndighed.
Men det ville de ikke. Det var en beslutning der skulle gå igennem til den daglige ledelse. En gang jeg personligt kender. Og den er ikke hurtig. Langt fra.
Noget så simpelt som at få Institutdysten i skemaerne kunne ikke lade sig gøre selv med måneders varsel. Og det er vel og mærke en dag, som ledelsen selv har gjort skemafri for studerende.
Men i dag står der årsfest i mit skema. Så man kan godt, når man gerne vil.
Og det synes jeg, siger noget om prioriteringen af os studerende.
Afleverer vi en eksamen et minut for sent, så falder hammeren. Der er ikke noget at gøre. Dumpet.
Til gengæld skal ansatte instruktorer acceptere at arbejde uden kontrakter og ikke at få udbetalt løn rettidigt pga. "omlægninger" - uden tidshorisont.
Undskyldninger der aldrig ville blive godtaget den anden vej.
Konsekvensen rammer de studerende, der må droppe en ellers planlagt efterårsferie pga. den manglende løn.
Det er unfair. Måske også på kant med loven.
Bestyrelsen ville som sagt ikke afsætte den ene million. En million lyder også af meget, men det er en dråbe i havet i et samlet budget på 3,8 milliarder.
Det er 0,02 %. Hvilket svarer til at jeg skal finde 20 kr. i mit SU-budget. Ikke om ugen, ikke om måneden. Om året.
Så det har jeg gjort. Kære bestyrelse. Kære ledelse. Her er min 20'er. Den ligger her på talerstolen.
Jeg fristes til at citere en tale, jeg engang hørte: Is this really the best you can do?
Et enten eller behøver ikke stå i vejen for et både og.
Tak for ordet. Og rigtig god årsfest.
