Dette projekt er en del af Simone Snitgård Rosendal Nielsens Ph.D. projekt
Indledning
På verdensplan lever mere end 200 millioner mennesker med osteoporose. Siden 2002 har osteoporose været en anerkendt sygdom i Danmark og det skønnes at op mod 650.000 borgere i Danmark har osteoporose. Derfor er frakturer i Danmark også relativt hyppige. Disse forringer livskvaliteten og arbejdsevnen, giver smerter, øger risikoen for dødsfald osv. For at undgå dette er det vigtigt med den rette behandling og rette varighed. Netop denne problemstilling beskæftiger det aktuelle projekt sig med.
Formål
Formålet er at udvikle et evidensbaseret klinisk redskab (en epigenetisk profil), som kan benyttes til at forudsige, hvilke patienter der kan pausere deres alendronat behandling uden at øge risikoen for knogletab og evt. brud, og hvilke der bør fortsætte med behandling.
Baggrund
Osteoporose er forårsaget af en ubalance mellem den naturlige nedbrydning og opbygning af knoglen. Den mest anvendte behandling af osteoporose består i at bremse nedbrydningen af knoglen. Til denne behandling anvendes ofte bisfosfonater. Det hyppigst anvendte bisfosfonat er alendronat. Bisfosfonater binder meget kraftigt til kalk, og netop derfor binder det til og optages i knoglen. Den eneste celle i kroppen, der kan nedbryde knoglen, er osteoklasten. Alendronat optages af osteoklasten når den nedbryder knoglen og det fører til, at osteoklasten stopper knoglenedbrydningen. Denne type medicin har vist sig at være effektiv til at reducere risikoen for knoglebrud. Ved langvarig behandling (fx med alendronat) kan der dog opstår komplikationer såsom atypiske brud på lårbenet. Årsagen til disse atypiske brud på lårbenet er usikker. Man har forsøgt om midlertidige stop i behandlingen med alendronat kunne forhindre denne type brud, men resultaterne var ikke entydige og kræver derfor yderligere undersøgelser. Dette vil det nuværende projekt bidrage til. Desuden vides det også, at alendronat og andre bisfosfonater ikke er lige effektive hos alle patienter. Netop dette kan også have betydning for om en pause i behandlingen er gavnlig for alle patienter. Men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at forudsige hvem det er. Dette vil det aktuelle projekt forsøge at råde bod på, ved at udvikle et evidensbaseret værktøj baseret på epigenetik (modificeringer på DNA’et der afgør om gener er tændt eller slukket).
Det aktuelle projekt
Projektet er en del af et større nationalt klinisk studie som samlet set forløber over en 5-årig periode. Projektet ønsker at forbedre behandlingen af osteoporose baseret på dokumenteret viden. I det aktuelle 3-årige ph.d.-projekt vil effekten af behandlingsstop med alendronat efter langvarig behandling blive undersøgt, bl.a. ved forsøg i laboratoriet, hvor osteoklasters følsomhed over for alendronat undersøges.
Involvering af patienter og pårørende
Ph.d.-projektet er en del af den eksplorative del af ALEXIS projektet. I ph.d.-projektet indgår 70 ud af de i alt 1400 kvinder med osteoporose (efter overgangsalderen) som følges i 3 år. For at kunne deltage i ALEXIS skal patienterne have været i behandling med alendronat i mindst tre år uden knoglebrud eller i mindst fem år, hvor de ikke har haft knoglebrud de seneste tre år. De 1400 patienter randomiseres til enten at fortsætte eller stoppe behandlingen med alendronat.
Fremtidsperspektiv
Anvendelse af den epigenetiske profil vil kunne muliggøre mere individualiseret behandling af osteoporose patienter end det er muligt i dag. Efter længerevarende alendronat behandling vil en patient kunne få taget en blodprøve for at bestemme denne patients epigenetiske profil. Den kan så sammenlignes med den profil som er blevet defineret ud fra det aktuelle projekt. Herved vil den behandlingsansvarlige læge og patienten selv vide om behandlingen med alendronat bør fortsætte eller om den kan afsluttes. Derved sikrer man sig, at patienterne modtager den behandling, der passer bedst til deres situation, og at det sker på et evidensbaseret grundlag.
