Dette projekt er en del af Louise Hjorth Linds Ph.D. projekt
Indledning:
I 2002 blev knogleskørhed anerkendt som en folkesygdom i Danmark. Op mod 650.000 danskere lever med knogleskørhed og dette forventes at stige til 900.000 i 2044.
Baggrund:
Knogleskørhed skyldes en ubalance mellem celler, der nedbryder og opbygger knogle. Ubalancen fører til, at knoglen bliver tyndere og lettere kan brække. Ofte behandles knogleskørhed med Denosumab og bisfosfonater (fx Zoledronat). Denosumab er en effektiv behandlingsform til at stoppe udviklingen af knoglenedbrydende celler og nedbrydningen af knogle. Dog oplever mere end 50% af patienterne et øget knogletab allerede 6 mdr. efter de stopper på behandlingen. Dette øget knogletab kan medføre gentagne sammenfald af ryghvirvler og hoftebrud med ca. syv gange større risiko. Anbefalingen er derfor, at patienter som stopper med denosumab, overgår til behandling med bisfosfonater fx zoledronat. Desværre oplever nogle patienter ingen gavn af den tilbudte zoledronat-behandling.
Formål:
At finde en årsag til det øget knogletab patienter oplever efter afsluttet denosumab-behandling. Samt udvikle et værktøj, der vha. DNA ”fingeraftryk” i blodet, kan forudsige, 1) hvilke patienter der vil opleve øget knogletab og 2) om zoledronat-behandling kan forhindre dette.
Fremgangsmåde:
Projektet vil inkludere 60 patienter med knogleskørhed og som behandles med denosumab. Patienterne vil ved forsøgets start få tappet blod på Osteoporose Klinikken i Aarhus. Blodet transporteres til OUH hvor det bruges til at lave knoglenedbrydende celler i laboratoriet. Her vil vi undersøge hvor mange og aktive de er, samt deres følsomhed for zoledronat. Det efterfølgende år vil patienterne donere blod til biomarkøre-målinger. Disse biomarkører afspejler patientens forløb og kan be- eller afkræfte om det vi observere i laboratoriet også stemmer overens med patientens forløb og hvad vi måler i patientens blod. Som afslutning undersøges det om et DNA-fingeraftryk af patienters blod kan forudsige hvordan de responderer på de to behandlingsformer. Dette muliggør en mere individuel behandling, hvor patienter med lav risiko for knogletab kan afbryde denosumab-behandlingen, imens patienter med høj risiko kan fortsætte eller overgå til behandling med zoledronat. Vi kommer ikke udenom at der er behov for nye kliniske forsøg, for at finde den optimale behandlingsstrategi med denosumab og zoledronat. Det påvirker ikke kun patientens livskvalitet, men øger også risikoen for tidlig død hvis vi ikke forbedre behandlingen af knogleskørhed.
Involvering af patienter og pårørende:
Undervejs i PhD-projekts forløb vil resultater og problemstillinger blive diskuteret med de fire ForskningsVenner, der er tilknyttet Afdelingen for klinisk Patologi, OUH. Dette skal sikre en optimal formidlingen af resultater og ny viden så vi når patienten og de pårørende i øjenhøjde.
